Hempels Skibs Kalender 2000 Tid og navigation Kalender med marinemalerier af Johannes E. Møller En af menneskets første klare erkendelser har givetvis været opdagelsen af begrebet tid. At alting er i bevægelse, enten i forbigående eller tilbagevendende forløb. Dag og nat, liv og død, årstider, stjernehimlens rotation. Tiden er ikke til at komme uden om. Dybsindige tænkere har evindeligt grublet over fænomenet. Nogle af dem er endda nået frem til den konklusion at tiden ikke eksisterer. Men uden effekt. Tiden er tilstede, og den trænger ind i alle hjørner af vores liv. Inden for søfart er nøjagtig tidsmåling direkte livsvigtig. Det er umuligt at navigere sikkert på verdenshavene uden et pålideligt ur. Hvis man bevæger sig nord-syd kan man iagttage himmellegemernes stilling over horisonten. Jo længere man rejser mod syd, vil eksempelvis Nordstjernen synke mod kimingen. På den måde kan man finde sin breddegrad, sin position i forhold til pol og ækvator. Men i øst-vestlig retning er det eneste sikre holdepunkt den såkaldte længdegrad, som man bestemmer ved at måle solens højde over horisonten i forhold til en fast tidsenhed. Når klokken er 12 i København er den 11 i London og 19 i Shanghai, fordi jorden drejer én gang om sin egen akse i løbet af 24 timer. Derfor er man som navigatør nødt til at have en fast global tid, og et instrument, der kan vise denne tid præcist. Ved at måle solhøjden klokken middag i forhold til en fast tid, kan man afgøre hvor man er på oceanet øst-vestligt. At opfinde det pålidelige nautiske ur og fastsætte en global tidsenhed har været en essentiel stræben i navigationens og søfartens historie. l anledning af skiftet fra år 1999 til år 2000 er meget allerede blevet sagt og skrevet - om hvordan 2000 blot er et tilfældigt nummer i en tilfældig talrække, om hvordan det nye årtusind ikke engang begynder med år 2000 og meget mere.   Vi har i HEMPEL som vort bidrag til kakofonien valgt at lade årets kalender dreje sig om denne "længdegradsproblematik", hvor tid kan oversættes til fysisk afstand. Det er en historie, der rummer et fascinerende galleri af hoved- og bipersoner - mange af det passerede årtusindes modigste tænkere, der alle har tumlet med problemet Hvor er jeg? Og med dette store spørgsmål som ledestjerne konstant har stræbt mod at vinde nye territorier for erkendelsen. Vi håber, De vil finde denne opdagelsesrejse lige så spændende som vi, og med ønsket om god vind i det nye årtusinde, giver vi hermed ordet til forfatteren Lars R. Stadil: Tid og navigation   HEMPEL ønsker at takke følgende institutioner og enkeltpersoner, der velvilligt har stillet deres kompetence til rådighed under udarbejdelsen af år 2000-kalenderen. Johannes E. Møller, Danmark Lars R. Stadil, Danmark National Maritime Museum, Greenwich Danpilot, Skagen, Danmark Søren Thirslund, Handels- og Søfartsmusset på Kronborg, Danmark John Leather, Essex, England Lods Johnny Svendsen og lods Søren Tuxen, Skagen, Danmark Paintings: copyright © HEMPEL Other images: Copyright © National Maritime Museum, Greenwich Trykt i HiFi colour af K. Larsen & Søn, Denmark.   - om billederne - 1999 SKAW PILOT II ved Bøje 1 En 60.000 tons bulkcarrier - et fartøj til massegodstransport - nærmer sig dansk farvand. Skibets kaptajn sender en elektronisk meddelelse til Danpilot i Skagen med en anmodning om lodsassistance. Signalet farer med lysets hastighed ud til en satellit i en geostationær position 35.000 km over Jordens ækvator, og tilbage til en jordstation, som videresender signalet til modtageren. Umiddelbart efter dukker det op på lodsstationens skærme i Skagen. Danpilot bekræfter aftalen ved at sende informationer om et mødested tilbage til skibet. Mødestedet er en position i Skagerrak vest for Danmarks nordligste kyst, nogle mil fra Bøje 1, der markerer indsejlingen til storskibsruten gennem indre dansk farvand. Den såkaldte Rute T. Vagthavende officer på bulkcarrieren udsætter mødestedet som et ''waypoint'' på sin GPS - Global Positioning System. GPS er et elektronisk navigationssystem baseret på signaler fra satellitter i kredsløb om Jorden. For at beregne et fartøjs position anvender systemet signaler fra mindst fire satellitter ud af 24 i forskellige kredsløb. Tidsmåling er en grundlæggende faktor i beregningerne. Satellitterne er udstyret med atomure, der arbejder med enheder på billionte-dele af sekunder. Tre timer før ankomst til mødestedet etablerer skibet radiokontakt til lodsstationen. Lodsbåden afgår i passende tid fra Skagen, og lodsen sættes ombord på bulkcarrieren. Dårlig sigtbarhed og hårdt vejr er ikke nogen hindring. Danpilot har indtil nu aldrig set sig nødsaget til al aflyse en lodsning. Radar, gyrokompas, radio, ekkolod og ikke mindst GPS er vor tids løsning af navigationens problemer. Takket være instrumenter som disse er graden af sikkerhed til søs i dag meget høj.   1900 "Gi" mig venligst en sammenligning". Dansk bark ALEXANDRA Et af de vigtigste elementer i navigationen er længdebestemmelsen. Det vil sige at kunne beregne, hvor man er i øst-vestlig retning på kloden i forhold til nulmeridianen i Greenwich. For at være i stand til al bestemme sin længde må et fartøi medbringe et pålideligt sø-ur, et kronometer, der viser, hvad klokken er i Greenwich Mean Time. Det blev først muligt i den sidste del af 1700-tallet, hvor det efter en livslang arbejdsindsats lykkedes englænderen John Harrison at fremstille et nautisk ur, som kunne medbringes ombord, og uafhængig af temperatur, vejrforhold og søgang vise middelklokken i Greenwich. På lange rejser kontrollerede man så ofte som muligt kronometerets fejl ved gennem flagsignalering at sammenligne med et andet skibs kronometer. Vi ser her den danske bark Alexandra i rum sø, i færd med at sætte signalflagene G og U - "Giv mig venligst en sammenligning". Signalet besvares af dampskibet i baggrunden. Barken Alexandra blev bygget i 1891 på B&W i København, og strandede 11 år senere ved New Zealands kyst. De vigtigste hjælpemidler i navigationen ved århundredeskiftet var kompas, kronometer, sekstant, log, lod, søkort samt diverse nautiske kalendere og bøger med sejlanvisninger. Skibene var totalt isolerede på havet, helt og holdent overladt til navigatørernes duelighed. Skibsradio og radar var ukendte begreber. Livet på havet var krævende, hårdt og farligt.   1884 Fuldriggeren MERMERUS under bugsering ved Greenwich Efter lang tids international debat lykkedes det i 1884 en komite at nå til enighed om en fastlæggelse af nulmeridianen. At definere et sted på kloden, hvis lokale tid er den gældende nautiske tid, hvorfra man beregner sin længde. Ved tidskonferencen i Washington i 1884 blev det besluttet, at nulmeridianen går gennem The Royal Observatory i Greenwich. Man havde hermed skabt et internationalt meridiansystem, som lettede navigationen for skibe på alle have. Observatoriet i Greenwich er kendt for sin "tidskugle". En konstruktion med en kugle, som blev sænket, når klokken var nøjagtig 12 i Greenwich Mean Time. Kuglen, som stadigvæk er observatoriets vartegn, var synlig fra Themsen. Skibene kunne justere deres kronometre efter dette visuelle signal, inden de stævnede ud på lange sørejser. Kronometeret var i løbet af 1800-tallet blevet et uundværligt led i navigationen. Clipperen Mermerus blev søsat i maj 1872, til sejlads i uldfarten på Australien. Det var et stateligt, smukt proportioneret skib, berømt for usædvanlig mange vellykkede rejser på den lange rute mellem London og Melbourne. En god rejse mellem de to destinationer svarede til omkring 85 døgn i søen. Mermerus blev senere købt af finske interesser, og endte et langt liv i 1909, hvor den i tyk tåge strandede ved Christiansand på den norske klippekyst.   1774 Kaptajn Cooks anden rejse. RESOLUTON til ankers ved South Georgia Ønsket om et instrument til nøjagtig tidsmåling blev mere og mere påtrængende i takt med de store opdagelsesrejser og kortlægningen af Jorden. I 1700-tallet blev der arbejdet intenst på sagen. John Harrison færdiggjorde i 1736 et nautisk ur, der må siges at være et af den tids teknologiske mesterværker. Søurets problem var, at det skulle være i stand til at gå perfekt i meget lang tid, på trods af slingerage, temperatursvingninger og fugt. Harrison overvandt med sin snilde disse vanskeligheder, men blev mødt med skepsis i kommissionen, der skulle bedømme det. Han viede sit liv til at raffinere sit produkt. Kort før sin død modtog han en vigtig anerkendelse for sit arbejde. Den berømte kaptajn James Cook medtog på sin anden rejse en kopi af Harrisons fjerde udgave af opfindelsen. James Cook var tidens mest betydningsfulde navigatør og kortlægger. Han fandt Harrisons ur så fortræffeligt, at han kaldte det ''Our faithful guide through all the vicissitudes of climates". Kaptajn Cook gennemførte to store opdagelsesrejser på verdenshavene, og var i gang med en tredje, da han i 1779 blev myrdet på Sandwich-øeme. Han kortlagde dele af Australiens og New Zealands kyster, han udforskede de antarktiske farvande, han opdagede Sandwich-øeme og South Georgia. Berømt for sit fremragende sømandsskab og sin intuitive evne til at finde vej på havet. Til sine rejser anvendte han solide og sødygtige, men langsomme fragtskibe fra kulfarten, udrustet til ekspeditioner. På rejserne deltog førende videnskabsmænd. South Georgia er beliggende i Sydatlanten, øst for Falklandsøerne.   1707 Sir Clowdisley Shovels flåde i storm Den 29. september 1707 forlod en stor engelsk flådeenhed Gibraltar, med kurs mod hjemlig havn for vinteroplægning. Skibene havde opereret i Middelhavet mod arvefjenden Frankrigs flåde. På rejsen nordover løb de engelske orlogsskibe ind i lavtryk med dårligt vejr. Solobservationer og dermed positionsbestemmelse blev konstant vanskeliggjort af vejret. Upræcis navigation var årsagen til, at fire af flådens skibe den 22.-23. oktober løb på de nådesløse skær ved Scilly-øerne, i indsejlingen til Den Engelske Kanal. Følgerne var tragiske, 2000 britiske søfolk mistede livet, og fire kostbare fartøjer gik tabt. Kun få mænd nåede i land. Mellem dem var admiralen, som blev myrdet af øboerne på grund af sin guldring. Katastrofen bevirkede, at man satte alt i gang for at få løst længdegradsproblemet. Den engelske regering nedsatte en kommission. The Board of Longitude, bestående af nautiske eksperter, astronomer og navigatører. Som nævnt i kalenderens introduktionstekst blev en dusør af umådelig størrelse udlovet til den, der kunne komme med løsningen. Det blev John Harrisons geniale urkonstruktion, der til sidst overbeviste den modstræbende kommission. Harrison nåede akkurat at få udbetalt en del af dusøren, inden han døde som 83-årig, efter en opslidende kamp med ignoranter og bagstræbere. John Harrisons indsats fik vidtrækkende betydning for navigationens udvikling, og dermed for søfarten i det hele taget.   1522 Magellans VICTORIA ved Kapverderne I 1500-tallet navigerede man ved hjælp af kompas, kvadrant, log, lod og timeglas. Kompasset, der allerede havde været anvendt i 400 år, viste sejladsens retning. Kvadranten kunne bruges til at måle solens eller stjernernes højde over horisonten, og dermed breddegraden - ens position i forhold til ækvator. Længden måtte man gisne sig frem til ved hjælp af timeglas og hastighedsmåling. At rejse på oceanerne var et livsfarligt eventyr, en udfordring af det ukendte. Man havde en formodning om kontinenternes beliggenheder, en vag idé, der svarer til vore dages viden om fjerne galakser. En verdensomsejling i 1500-tallet kan sammenlignes med et nutidigt forsøg på at sende en bemandet ekspedition ud af vores solsystem. Til alle tider har der eksisteret dristige opdagelsesrejsende med store visioner. En af dem var Ferdinand Magellan. Han blev født omkring 1480 i Portugal. Som ung deltog han i ekspeditioner og blev en kapacitet på området. Den portugisiske konge fandt imidlertid ikke hans tanker om genvejen til Molukkerne særlig interessant, så Magellan gik over på spaniolernes side. I 1519 afsejlede han fra Sevilla med en flåde på fem skibe og 234 mand. Formålet var at finde en gennemsejling mod vest, gennem det sydamerikanske kontinent. Hans idé viste sig at være holdbar. Han fandt strædet gennem Ildlandet, Magellanstrædet. Fortsatte ud i det ukendte Stillehav, det ydre rum. Nåede til Filippinerne, hvor han involverede sig i en lokal krig og blev dræbt. Hans næstkommanderende, Del Ceno, overtog kommandoen over flagskibet Victoria. Flådens skibe og mandskab var under den lange strabadserende rejse blevet kraftigt reduceret. Det lykkedes Del Cano at nå tilbage til Atlanten over Det Indiske Ocean. I juli 1522 anløb Victoria Kapverdeme, tvunget ind i det fjendtlige portugisiske område af hungersnød og sygdom ombord. Her konstateredes det, at skibets logbog var et døgn bagud for kalenderen på Kapverdeme. Det skyldtes, at Victoria som det første fartøj nogensinde havde sejlet Jorden rundt og dermed tabt et døgn. Den 6. september 1522 nåede Del Cano og 18 overlevende ud af ekspeditionens 234 oprindelige udsendte hjem til Sevilla, efter tre års rejse.