Hempels Skibs Kalender 2000 - Tid og navigation - Vi nutidige, vi tilhører en elite. En lille udvalgt flok af mennesker i verdenshistorien, der vil komme til at opleve en sjælden og en virkelig sjælden hændelse. Den sjældne hændelse? Vi går ind i et nyt århundrede. Dette sker bare én gang hvert hundrede år. Den særlige stemning, der hersker ved århundredets slutning, fin de ciécle, er ekstra højtidelig, får os til ligesom at ryste et helt århundrede af skuldrene og forsigtigt spejde frem mod en ny, helt ny tids begyndelse. Og er samtidig er begivenhed, der altid får lærde og skriftkloge til at gøre status, se tilbage på disse passerede hundrede år, veje og måle dem og katalogisere dem i historiebøgernes store annaler, verdenskrigenes århundrede, penicillinens, elektricitetens, telefonens århundrede, rumrejsernes, computerens, Internettets århundrede. Vi har det af en eller anden grund godt med at forstå den passerede tid i disse blokke på hundrede år, der afsluttes sjældent. Men vi kommer også til at opleve en virkelig sjælden hændelse. Vi går ind i et nyt årtusinde. Og dette sker bare en gang hvert tusinde år. Sidst dette skete var, da man gik fra år 999 til år 1000. Og da skete det egentlig ikke. Verden var lokal, og ikke som i dag global, bogtrykkeri var endnu ikke opfundet, det mekaniske ur var ikke opfundet, og altså heller ikke timen, som vi kender den idag. I vores del af verden sætter vi år 0 efter Jesu fødsel. Men Jesus selv blev ikke født år 0. Det ville have været et sandt under. Jesus blev født i år 985 efter den julianske kalender, der satt Roms grundlæggelse som år 0. Jesus blev altså 15 år i år 1000. Efter den julianske kalender. Og vi ville idag skrive år 2984. Seksten år til år 3000 skiftet. Vi fejrer årsskiftet efter pave Gregor d. XIII´s korrektion af den julianske kalender. Den gregorianske tidsregning indført i 1582. Og bliver sådan medlemmer af den forsvindende lille elite, der kommer til at opleve både et århundrede- og et årtusinde skift. Harrisons første ur Menneskets udforskning af verden til søs er og har altid været ét med opfindelsen af instrumenter til navigering; instrumenter der kunne hjælpe med at bestemme og præcisere en given position. Den hidtil største udfordring mødte mennesket i forsøget på at bestemme en nøjagtig position på de store verdenshave, under rejser mod øst eller vest. Under afdækningen af dette problem, hvis kernepunkt er forbindelsen mellem 'tiden og længdegraden', er den moderne verden efterhånden og uafviseligt dukket frem. Den Atter Nye Verden I 1400-tallet, middelalderens efterår, hvilede billedet af verden endnu på kristendommens dogmatik. Man vidste, at Jorden var en plade, hvor Jerusalem var verdens centrum, vidste at Middelhavet var Jordens største og eneste hav, havet i midten, vidste at Kap Bojador på Afrikas vestkyst var den beboede verdens ende i sydlig retning. Den tids søfarere og opdagelsesrejsende var alle optaget af forestillinger om udposternes og det ukendtes vanvittige og forunderlige liv; disse forestillinger, der lever af det netop anede, af mørket og uvisheden. En viden, der vanskeliggjorde den udforskning af Verden, som portugiserne under Prins Henrik Søfarerens ledelse havde påbegyndt i 1400-tallets begyndelse. Da Prins Henrik Søfareren sendte Gil Eannes og hans besætning neden om Afrika i 1434 var det den sekstende ekspedition, der drog afsted med dette mål: at krydse Kap Bojador. Og den første, der lykkedes. Alle tidligere ekspeditioner var vendt tilbage med sagen uforrettet. Og ingen sagde det, som det var. 'Vi turde ikke'. James Cook Det var med denne blanding af dogmatisk vished og uvished om mørkets og udposternes rædsler, Gil Eannes og hans besætning i 1434 under opydelsen af alt deres mod og med dødsangsten koldt helt ind i knoglerne forsigtigt oversejlede Kap Bojador. Og de styrtede jo ikke i afgrunden; de blev ikke dræbt af dommedagsfolket Gog og Magog. De overskred derimod en grænse, der indtil da havde bestået for udforskningen af verden, var med til at nedbryde en barriere af frygt og overtro, der længe havde været bestemmende for forestillingen om verden og dens indretning, var med til at vække et helt Europa op fra en forunderlig og langvarig søvn, et kollektivt hukommelsestab. For allerede to hundrede år f.v.t. vidste man, at jorden var en kugleformet klode. På dette tidspunkt havde ægypteren Ptolemæus sammen med grækeren Eratosthenes inddelt kloden i længde- og breddegrader; Ptolemæus havde tilmed lavet den projektion af kuglen på fladen, der er kartografiens begyndelse. Slagsmålet på den tid angik bestemmelsen af én grads længde og dermed jordens omkreds ved ækvator. Eratosthenes udregnede denne til at være 46.180 kilometer. Det er ca. 15 procent for meget. Ptolemæus udregnede jordens omkreds til at være 29.000 kilometer; omtrent 25 procent for lidt. Jordens omkreds er 39.960 km. En dag i sidste årtusindes begyndelse vågnede et helt Europa, en hel verden, pludselig op og havde glemt dette. Jorden blev, ligesom natten over, til en firkantet plade; dens udposter blev befolket med søuhyrer og menneskeædende fuglemonstre, bloddrikkende kæmpekvinder med tre øjne i nakken, massive hærskarer af pygmæer og behornede soldater. Og hele den viden, der var opsparet i den glæske og ægyptiske verden gennem disse små to årtusinder inden vor tidsregning, den glemte man. Den var der jo naturligvis stadigvæk. De kort, som Ptolemæus tegnede, dem fandt man frem igen i midten af 1400-tallet. Omtrent samtidig med at Gil Eannes krydsede Kap Bojador og sådan var med til igen at gøre jorden rund. I hen ved 1600 år lå denne viden gemt og glemt: Var den blevet bevaret, havde romerne måske kolonialiseret Amerika i begyndelsen af forrige årtusinde. Og vores verden havde i dag været en anden. Med genopdagelsen af de ptolemæiske kort, kuglen projiceret på en flade med angivelse af længde- og breddegrader og dermed genopdagelsen af jordens fysiske form, som en klode, begyndte for alvor udforskningen af planeten ad søvejen. Portugiserne fandt søvejen til Indien rundt om Afrika. Og udviklede gennem den af Henrik Søfareren nedsatte breddegradskommision og i samarbejde med med de søfarende enkle instrumenter til at fastslå position i henhold til breddegraden, instrumenter der konstaterede solens højde over horisonten klokken tolv middag. Med udmålingen af længdegraden til søs forholdt det sig ganske anderledes problematisk. Her rakte observationer af solen ikke. For rejser på jordkloden i nord-sydlig retning gælder det, at solens declination, dens højde over horisonten klokken tolv, altid vil angive positionen efter breddegraden. En sådan rejse bevæger sig inden for den samme tidszone og er altså uafhængig af jordens omdrejning. Men rejser i øst-vestlig retning vil bevæge sig enten mod eller med jordens omdrejning, og dermed enten med eller mod tiden. Når klokken er 12 i København er den 11 i London, fordi London befinder sig 15 grader vest for København og en time er lig 15 grader. Til bestemmelsen af længdegradden til søs manglede man nøjagtige måleinstrumenter. Og med den stigende trafik på verdenshavene blev dette problem stadig større; at finde en enkel måde at konstatere den nøjagtige position på. Op gennem 1500- og 1600-tallet observerede man, i mangel af et nøjagtigt instrument, månen og kunne ved hjælp af komplicerede beregninger fastslå længdegradden omtrentligt. Men det var både for besværligt og for unøjagtigt. En fejl på bare 5' i observationen af månen ville betyde en fejl på 21/2 grads længde, omtrent 250 sømil. Hvilket er skæbnesvangert til søs. Dette måtte den engelske flåde sande efter katastrofen ved Lands End. I 1707 forliste admiralen Sir Clowdisley Shovell med en flåde mod Scilly Islands klipper. Mus og mænd gik tabt. Som en direkte følge af denne ulykke nedsatte det engelske Parlament en længdegrads-kommision, der var sammensat af søfolk og videnskabsmænd. Man udsatte en pris på 20.000 pund til den, der kunne løse udregningen af længdegraden til søs. Det ville i dag svare til ca. 60.000.000 kroner. Til denne pris kunne man så lægge de 10.000 dukater, som den spanske Kong Filip 3. havde udlovet og 100.000 floriner fra den franske Ludvig d. 14ende. Prisvinderen ville blive rig, styrtende rig. Vinderens forslag skulle afprøves på en rejse se fra England til Vestindien og tilbage igen, og holde sig indenfor en fejlmargin på 30', 2 minutter i tid. Dette satte, naturligvis, gang i både seriøs forskning og fantasifulde spekulationer, ansporede både videnskabsmænd og fantasier til det yderste, især de der ville være styrtende rige. Og dem fandtes der dengang mange af; selv det mindste værtshus i det mindste land i Europa havde på den tid sin original, der lørdag aften efter arbejde hemmelighedsfuldt fremturede med hentydninger til en genial og enkelt løsning af længdegradsproblemet. Man ville lade fyrtårne i hele den kendte verden sende tidskoder mod himmelen, hvor de kunne reflekteres af skyerne, lokalisere forliste skibe på kendte positioner og sende signaler herfra, etablere verdensomspændende tidevandstabeller efter hvilke søfolkene kunne måle deres position. John Harrison og hans fjerde ur En særlig fantasifuld løsning kom i stand gennem Sir Kenelm Digbys opfindelse (1687); Digby blev senere medlem af Længdegradskommisionen. Sir Digby opfandt et særligt pulver, The Powder of Sympathy, sympatiens pulver. Dette helbredende pulver havde den særlige egenskab, at det virkede gennem det forårsagede mod det forårsagede. Havde man skåret sig på en kniv ville såret hele, hvis den pågældende kniv blev bedrysset med symaptiens pulver, ja, det var oven i købet tilstrækkeligt at have et plaster eller en bandage, der havde været i kontakt med såret. Kom forbindingen i kontakt med sympatiens pulver helede såret. Og dette selvom den sårede var hundreder, tusinder kilometer væk. Løsningen af længdegradsproblemet baseret på Sir Kenelm Digbys sympati pulver: Hvert skib, der afgik fra engelsk havn skulle ombord have en såret, halvdød hund, der havde blødt i en bandage. Bandagen blev i land hos lodsen. Hver hele time skulle lodsen så dyppe bandagen i en tynd vandig opløsning af sympati pulveret. Så tynd at den halvdøde hund ikke blev helbredt men Iige netop mærkede de virksomme kræfter fra pulveret, hvorunder den ville pibe og blive urolig. Og da pulverets virksomme kræfter var uafhængige af afstande, kunne skibets kaptajn stille uret efter den klynkende hund. James Cooks opmålinger af New Zealand Det egentlige kapløb stod blandt videnskabsmænd og instrumentmagere. Det havde længe været kendt, at et præcist skibsur ville kunne løse problemet. Både Galilei og Heygens havde i 1600-tallet peget på blandt andet uret som de søfarendes første instrument. Heygens opfandt i 1656 det førte præcisionsur, penduluret. Men et pendulur er, i følge sagens natur, afhængig af pendulet, der er afhængig af loddet. Og loddet er afhængig af dels tyngdekraflen dels rolige og stabile forhold. Hvilket ikke er tilfældet midt på Atlanten i storm. Som skibsur var penduluret derfor uanvendeligt. Man skulle med andre ord opfinde et præcisionsur, der ikke var afhængig af tyngdekraften. Fra Gil Eannes i 1434 åbnede vejen, og til dette skete, skulle der gå 337 år, 31/2 århundrede. For prisvinderen blev en englænder, tømrersønnen John Harrison fra Yorkshire, Barrow-on-Humber. I 1761 blev hans fjerde ur, Harrisons Nr. 4, afprøvet på en ni ugers rejse til Jamaica, hvor det tabte bare ca. 5 sekunder. Dette var tilstrækkeligt for Længdegradskommisionen. De erklærede John Harrison for vinder. Og da James Cook fra Plymouth havn i 1772 stævnede ud mod ukendt land i sine to Whitby-kulbåde, Resolution og Adventure, medbragte han ombord fire kopier af ure fra længdegradskommisionen, hvoraf ét skulle vise sig at virke tilfredsstillende, nemlig Harrisons det fjerde. Og ikke alene godtgjorde Cook på denne den hidtil længste ekspedition urets uvurderlige anvendelighed som instrument til navigering, han fuldbyrdede også også den afmytologisering af verden, der var startet i 1400-tallets begyndelse. Cook opdagede på denne rejse Antarktis og afsluttede sådan alle spekulationer om et Eldorado, et ukendt og forgyldt kontinent på klodens sydlige sfære. Nu var det ikke længere Jerusalem, der var verdens centrum. Det var London. Hvilket fik sit konkrete udtryk, da man i 1884 i Washington fastslog, at nulpunktet for verdens tid befandt sig i Greenwich. Hermed var den sidste grundsten ti! den moderne tid lagt; en tid hvor udforskningen af jordkloden synes fuldkommen; en tid hvor den mindste jolle på verdenshavene via GPS kan få sin position opgivet øjeblikkeligt og præcist indtil sekundet; en tid hvor blikket drevet af menneskets aldrig hvilende fantasi og drift mod det ukendte prøvende og med fornyet undren rettes opad og udad, hvor de fjerneste planeter i vores galakse overtager udpostens fundamentale betydning og, igen, befolkes med dommedagsfolk og menneskeædende uhyrer. Og før vi ved af det. Så vågner vi en morgen og har alle glemt det hele igen, et nyt verdensomspændende, kollektivt hukommelsestab. Ut tensio sic vis