Destination: Australien Pommern afsejler fra København den 8. oktober 1932 I det gamle Grækenlands mytologi fandtes en gudinde for erindringen. Hendes navn var Mnemosyne. Hamburg-rederiet Wencke & Söhne bestilte i 1903 en firmastet bark ved et værft i Glasgow. Den blev døbt Mneme - en forkortelse af Mnemosyne. Skibets stævn var udsmykket med en hvidmalet galeonsfigur forestillende erindringens gudinde. Senere viste det sig, at der i valget af denne skikkelse lå en profeti om skibets særlige skæbne. Mneme blev få år efter købt af den navnekundige tyske sejlskibsreder Ferdinand Laeisz. Alle skibe i hans flåde bar navne påbegyndende med P. "The Flying P-line". Mneme blev omdøbt til Pommern. Den smukt udskårne gudinde blev på sin plads i skibets stævn. Skuende ud mod horisonten under mange rejser rundt "Hornet" i salpeterfarten på Chile og Peru. Pommern blev i 1921 overtaget af grækerne som krigsskadeerstatning. Gudinden kom under sit hjemlands flag for en kort bemærkning. To år senere smældede et nyt flag fra mesangaflen. Det i hvedefarten så kendte blå/hvide finske flag. Pommern var et godt køb for den ålandske sejlskibsflåde. En simpel stålbark der ikke gjorde noget stort nummer ud af sig selv. Lidt uskønt rigget som "baldheader" - uden røjler, de øverste sejl i den klassiske råsejlsrigning. Men et stærkt og velsejlende skib, der igen og igen beviste sine kvaliteter. Pommern blev indsat i hvedefarten på Australien og markerede sig blandt de bedste i flokken af "grain racers". Under kaptajn Carl Granith's kommando gennemførte Pommern i 1932 den hurtigste sejlskibsrejse fra Europa til Australien i dette århundrede: 75 døgn fra København til Spencergolfen. En rekordrejse der tåler sammenligning med clipper-skibenes bedste resultater i forrige århundrede. Rejsen er beskrevet i denne kalenders indledning. Carl Granith forlod Pommern i 1933 og blev efterfulgt af kaptajn Karl Broman. Også under hans kommando udmærkede skibet sig med mange fortræffelige rejser. l "the grain races" betragtedes alle rejser under 100 døgns varighed som hurtige og vellykkede. Vi ser lidt på Pommern's resultater efter rekordrejsen i 1932: 1933: København - Spencergolfen 96 døgn 1934: Spencergolfen - Queenstown 110 døgn, København - Spencergolfen 84 døgn 1935: Spencergolfen - Falmouth 95 døgn - København - Spencergolfen 83 døgn 1936: Spencergolfen - Falmouth 93 døgn 1937: Spencergolfen - Falmouth 94 døgn 1938: Belfast - Spencergolfen 78 døgn I 1939 gik Pommern "Gode-håbs-ruten" fra Australbugten til Falmouth - østpå over det indiske ocean, rundt Afrikas sydspids. l stedet for den langt barskere og længere, men hurtigere vej rundt Kap Horn. Rejsen tog 117 døgn. Som følge af den usikre verdenssituation sejlede skibet hjem til Mariehamn på Ålandsøerne og blev indtil videre lagt op. Pommern kom aldrig på oceanerne igen. Efter krigen lykkedes det ikke at skaffe en rentabel fragt til skibet. Gustaf Erikson-rederiet måtte definitivt opgive sejlskibene. Pommern doneredes til Mariehamn by som et monument over Ålandsøernes sejlskibsepoke. En beslutning af stor søfartshistorisk betydning. Pommern er idag den eneste "grain racer" i verden, der kan ses i uforandret skikkelse. Alt ombord er bevaret i oprindelig form - som da den kom ind fra sin sidste oceangående rejse i 1939. Pommern er på denne måde blevet bæreren af selve sejlskibstidens erindring. Mnemosyne - erindringens gudinde - er stadig på sin plads under bovsprydet. Omkring 50.000 mennesker besøger årligt skibet for at åbne deres sanser og lytte til Mnemosynes beretninger fra rejserne over verdenshavene. Maleriet af Pommern skildrer afrejsen fra København i 1932 - dét år hvor den gennemførte rekordrejsen til Australien. Hvedeskibene fra Alandsøerne besøgte ofte København på udrejsen for at indtage forsyninger eller gå i tørdok hos Burmeister og Wain. Hvorefter de afsejlede med destination Australien, velholdte og nymalede.   Frisk passat Firmastet bark Herzogin Cecilie "Hertuginden "var både smuk og berømt. Mere end nogen anden grain racer blev hun beundret, omtalt og beskrevet. Ført af den legendariske Ålands-kaptajn, Ruben de Cloux, banede hun i 20'erne vejen for hvedesejladsernes store popularitet. Skibsrederen Gustaf Eriksen betragtede hende som sit flagskib. Hun var hans øjesten. Herzogin Cecilie blev bygget i 1903 på Rickmers værft i Bremerhaven som skoleskib for Norddeutscher Lloyd. Under tysk flag gjorde hun mange gode rejser på Sydamerika og blev snart kendt som en hurtigsejler. Ved første verdenskrigs udbrud blev skibet interneret i chilensk havn. Efter krigen gik rejsen til Ostende, hvor Herzogin Cecilie beslaglagdes af den vindende part. Den franske stat overtog hende som krigsskadeerstatning, men satte hende få år senere til salg. Gustaf Eriksen slog til i 1921. l 1928 blev årets "grain race" fulgt med særlig bevågenhed. Væddemål blev opstillet i søfartskredse, og et firma udlovede en fornem pokal til dét skib, der gennemførte den hurtigste hjemrejse fra Australien. Trofæet - fremstillet i sølv - forestiller jordkloden med de store oceaner båret af en havfrue. Opmærksomheden samlede sig om "Hertuginden" og hendes nærmeste rival, den velsejlende svenske bark Beatrice. De to skibe gik hver sin vej rundt om jorden. Kaptajn de Cloux rundt Kap Horn med Herzogin Cecilie. Derimod valgte kaptajn Bruce på Beatrice "Gode Håbs-ruten" over det Indiske Ocean. Det skulle han ikke have gjort. Den svenske bark lå i søen i 114 døgn, inden den nåede til Falmouth. Havde han valgt Kap Horn-ruten, var der utvivlsomt blevet kamp til stregen mellem de to berømte hurtigsejlere. Herzogin Cecilie ankrede ved Falmouth efter 96 døgn fra Port Lincoln. Trofæet står idag i Mariehamn, på Gustaf Eriksons gamle kontor, der er bevaret i det nuværende rederis lokaler. l denne kalenders introduktion traf vi Pommern i dansk farvand ved Skagen Rev fyrskib. Samme fyrskib passerede Herzogin Cecilie den 2. juni 1931 på vej hjem til Mariehamn for sommeroplægning. Vinden var vest-sydvest, styrke 8. l læ af Jyllands kyst var havet uden sø. Med den gode vind en ideel racerbane for Hertuginden. Hvert et sejl blev sat. På en time og et kvarter fløj hun afsted fra Skagen Rev til Læsø Trindel, 25 sømil sydligere i Kattegat. Det betød en gennemsnitsfart på knap 21 knob i timen. Blandt de store sejlskibe en ubetinget fartrekord. Herzogin Cecilie var igen i 1936 vinderen af årets grain race - 86 døgn fra Port Lincoln til Falmouth. Men 1936 blev hendes ulykkesår. l Falmouth fik hun ordrer fra rederen om at gå til Ipswich for losning. l let vind og tåge kom hun af uforklarlige årsager langt ud af kurs. l daggryet, lørdag den 25. marts 1936, skurrede hun op på en klippe ved Bolt Head i Devon. Ingen ombord kom til skade. Men skibet stod fast på grunden og tog vand ind i forlasten. Havaristen - den beskæmmede hertuginde - blev et tilløbsstykke af format på den ellers mennesketomme kyststrækning. Efter flere bjærgningsforsøg lykkedes det at få hende flot. Hun blev bugseret til en ankerplads ved Salcombe. Her gik det først helt galt. En pålandsstorm knækkede kølen på hende. Derefter stod Herzogin Cecilie ikke til at redde. Tabet af den smukke hertuginde afstedkom en sorg, der bredte sig helt uden for søfartskredse. Den ålandske Kap Horner kaptajn Karl Kåhre sejlede i sine unge dage med Gustaf Eriksons hvedeskibe. l sine digte giver han et fint indblik i sejlskibstiden, som han selv oplevede den. Maleriet af Herzogin Cecilie er inspireret af hans digt, Minder fra Sydøstpassaten, hvorfra vi citerer et par linier: Fra bramråen Blå ubrudt horisont. Kaskader af flyvefisk blinkende Stormsvaler piler sorte over kølvandets gade. Dag efter dag stadig mod syd. En anden viddernes sejler sigtes, en gammel bekendt, en albatros.   Ankomst til Spencergolfen Firmastet bark Beatrice Sverige deltog i den australske hvedefart med flere store barkskibe, der samtidig fungerede som skoleskibe. Beatrice vandt internationalt ry, både for sine hurtige rejser og sin bemærkelsesværdige historie. Hun blev bygget tilbage i 1881 hos Robert Steele & Sons, Greenock i Skotland. Steele's værft var kendt for mesterligt udførte dybvandssejlere, der strøg over oceanerne i sejlskibstidens velmagtsdage. Berømte teclippere som Ariel og Taeping kom fra Steele & Sons. Beatrice, søsat under navnet Routenburn, var konstrueret med tilsvarende gode sejlegenskaber og smukke linjer. Skrogets form var i en enhver henseende fuldendt. Den ranke, himmelstræbende rigning var forsynet med dobbelte bramsejl og røjler. Over røjlerne førtes desuden skysails på stor- og krydstoppen, hvilket var usædvanligt i firmastede barkskibe. Mens hun endnu var under engelsk flag, mistede hun i en storm ved Kap Horn sine bram- og røjlstænger - de tredelte masters øverste part. De havarerede stænger erstattedes med nye, der var 30 fod kortere. Røjler og skysails blev sløjfet. Skibet sejlede resten af sine dage med vingerne således stækkede, men stadigvæk var hun en havenes flyver; en eminent sejler. Kun få andre skuder kunne være med, når det drejede sig om sejlads i friskt vejr, og allerbedst gik hun i hård vind. Skrogets perfekte konstruktion gjorde, at hun bjærgede sig som en svane i selv det værste havvejr. Gennem godt et halvt århundrede red hun storme og orkaner af på verdenshavene. Vest for Orkneyøerne udsattes hun i vinteren 1903 for en atlantisk orkans skånselsløse rasen. l tre døgn drev hun med rigningshavari 200 sømil nordpå. Hjælpeløst rullende, konstant begravet af brådsøer. Mandskabet kæmpede en desperat kamp for at etablere en nødrigning. To søfolk blev skyllet overbord og mistede livet. Andre kvæstedes af løst gods i drift under skibets ukontrolable tumlen i det frådende hav. Besætningens mod og udholdenhed i samspil med Routenbum's egenskaber forhindrede i sidste stund, at skibet blev knust mod Islands klippekyst. "Den gamle pige klarede den en gang til", som en af de overlevende bagefter udtrykte det. Under svensk flag sejlede hun først som Svithiod, og senere som Beatrice af Göteborg. Frem til hendes ophugning i 1932 gjorde hun en lang række gode rejser. Den gamle clipper blev beundret overalt, hvor den kom frem. Beatrice gik over i søfartshistorien som den sidste store dybvandssejler, der var bygget af jern. De andre tilbageværende windjammere var alle af stål - den nyere tids skibsbygningsmateriale. Hun blev det sidste sejlskib, der bragte en uldlast hjem fra Australien. Ved ophugning var hun det ældste af alle firmastede skibe i verden. Robert Steele & Sons i Greenock havde gjort det godt. Jernpladerne i det 51 år gamle skib var omtrent så gode som nye. l den samlede flåde af hvedeskibe markerede Beatrice sig blandt de mest velsejlende. Hun kæmpede og vandt mangen en dyst på den lange rejse rundt Kap Horn over de sydlige breddegraders stormpiskede hav, hvor et sejlskibs evner sættes på yderste prøve. På billedet ser vi Beatrice ankomme til reden ved Port Lincoin i Spencergolfen, januar 1928. Hun har netop mindsket sejl og er luffet op i vinden, inden ankret kastes. Kæden rasler ud af klydset i en sky af rust og gnister. Lyden runger gennem hele skibet. Rejsens foreløbige mål er nået. Til venstre ses den berømte danske femmastede bark København, der ind imellem tog en hvedelast til Europa fra Australien. Den blev dog ikke regnet som egentlig deltager i "the grain races", da den var forsynet med hjælpemotor. Til højre for Beatrice manøvrerer tremastet bark Penang af Mariehamn, og ved kaj ses firmastet barkentine Mozart af Mariehamn.