The grain races En blæsende oktobermorgen i 1932. Fra Skagen Rev fyrskib iagttages den slørede silhouet af et stort sejlskib. Det nærmer sig hastigt. Krængende over til læsiden bruser det frem over havets iltre, grågrønne flade. Ombord på fyrskibet har man netop noteret dagens første vejrobservation. Diset med regnbyger. Frisk til hård sydøstlig vind, drejende mod øst. Vagthavende fyrpasser griber sin kikkert. Firmastet bark i ballast. Nordgående kurs. Sejl efter sejl af spændt, regnvåd bomuldsdug hvælver sig som mørke vinger mod morgenhimlen. Havet koger og fyger ved stævnen, hvor bovvandet utålmodigt skubbes til side af det sortmalede skib. "En af finnebarkerne..hun løber mindst 14-15 knob..". Fyrpasseren rækker kikkerten over til sin makker. En heftig regnbyge udelukker studiet af detaljer. Firmasteren fortsætter ufortøvet sin sejlads ud i Skagerak. Snart ses den ikke som andet end en grålig skygge i regntykningen. Vi er tilbage i tiden mellem verdenskrigene, hvor de sidste store sejlskibe fragtede hvede fra Australien til Europa. Damp og diesel havde forlængst overtaget føringen i den oceangående godstransport. Hvedefarten var den eneste niche, hvor sejldug og tjæret reb stadig kunne gøre sig gældende. Disse skibe var de sidste aristokratiske repræsentanter for sejlskibsepoken på oceanerne. Som trækfugle tog de af sted fra europæisk havn om efteråret, for at vende tibage om foråret. Langt størsteparten af hvedeskibene var hjemmehørende i Mariehamn på Ålandsøerne mellem Sverige og Finland. Her residerede "sejlskibskongen" Gustaf Eriksen. Han opbyggede verdens sidste store flåde afvindskibe; en flåde han med dygtighed og entusiasme drev til sin død i 1947. Andre nationers skibe deltog i hvedefarten, men i langt mindre omfang. Ved 10-kaffen i messen ombord på Skagen Rev fyrskib drejede samtalen sig om "finnebarken", der var blæst forbi ved daggry. l 20'erne og 30'erne blev hvedesejladserne genstand for international interesse. Aviserne introducerede et begreb: "the grain races". De lange sejladser til og fra det fjerne kontinent fik karakter af kapsejlads. Der blev satset og væddet og gisnet om, hvilket skib der kom hurtigst tilbage til europæisk havn. Udrejsen Fartøjet der udviskedes i regnen, var den firmastede stålbark Pommern af Mariehamn. Den var på vej fra hjemhavnen til Spencergolfen i Australien, via København, hvor der under en kort opankring blev indtaget ferskvand og proviant. Dækket skrånede stejlere nu, hvor vinden var sprunget mere østligt. Kaptajn Carl Granith havde under forbisejlingen af Skagen Rev fyrskib stået i læ af bestiklukafet og vurderet vinden i bygerne. Nu sad han ved kortbordet. Foran ham lå udfoldede søkort over Skagerak og Nordsøen. Han valgte at være tilfreds med sin beslutning; at gå nord om Skotland, i stedet for ned gennem Den Engelske Kanal. Ruten var ikke valgt for fornøjelsens skyld. Nordatlanten kan være ganske bidsk i oktober. Men gik han ned gennem Kanalen, risikerede han at blive mødt af kontrær sydvestlig vind i det trafikerede farvand. Et stort sejlskib er mere sikkert langt ude på det øde ocean end i nærheden af land og andre fartøjer. Hvis kaptajnen på en globus havde udset sig den korteste vej til Australien, var Pommern næppe nået frem endnu. Han måtte rette sig efter de globale vindsystemer. Dem havde han et indgående kendskab til. l et bælte omkring ækvator varmes luften kraftigt op og stiger tilvejrs. Der dannes et undertryk, som fyldes af tilstrømmende luft fra begge halvkugler. Denne lufttilstrømning foregår ikke vinkelret på ækvator. Planetens rotation bevirker, at retningen afbøjes. På oceanet blæser to vindsystemer af stor vigtighed for sejlskibe. Tættest ved den ækvatoriale opstigningszone blæser de lune passatvinde. Længere mod polerne råder den temperamentsfulde vestenvindsdrift. Det er mere indviklet end som så. Men kaptajn Granith var sejlskibssømand og navigatør. Han vidste, hvad der var værd at vide om vindsystemer, havstrømme, solhøjder og meridianer. Ellers havde han ikke været fører af firmasteren Pommern. Den østlige vind øgede i løbet af dagen til storm. 39 timers sejlads fra København passeredes Færøerne. Vel ude i Atlanten - efter en del brok med skiftende vind nord for de britiske øer - blev Pommern hilst velkommen af den nordlige vestenvindsdrift i efterårshumør. Serier af lavtryk med kuling og hårde byger sendte barken sydpå i en flyvende fart. På højde med Portugal blæste det op til fuld sydvestlig storm. Mure af flaskegrønt havvand brækkede ind over siden, knustes i hvidt, og fossede om dækshuse og lugekarme. Pommern rejste sig hver gang og rystede vandet af sig, som en kåd hingst, der kaster med manken. Kaptajn Granith var fornøjet. Stormen afleverede skibet direkte i armene på den venlige nordøstpassat, syd for Hestegraderne. Således kaldes et stille havområde på højde med Azorerne. Med nordøstpassaten kom Pommern godt over i retning af Brasilien, ind i "The doldrums", stillebæltet ved ækvator. Her slap skib og besætning med fem døgns driven i stillestående, tropisk hed luft. Men en anden fare lurede. Der var sømænd, der endnu ikke havde været "over linjen". Som skikken var til søs dengang, dukkede en vis Kong Neptun op og indviede novicerne med grusomme dåbsritualer. De stakkels søfolk fik efter strabadserne udleveret et af kaptajnen underskrevet certifikat. Dokumentet bekræftede deres "medborgerskab i Neptuni Rige". Kaptajn Granith anfører tørt i sin rejseberetning: "Dokumentet er meget eftertragtet og opbevares omsorgsfuldt, eftersom ingen har lyst til at prøve indvielsesakten een gang til". Det næste vindsystem, sydøstpassaten, bragte Pommern ned til 9. sydlige breddegrad. Skibet lå igen og slingrede uden vind og styring - nu i Stenbukkens stillebælte. Da vinden kom tilbage, var det fra sydvest. Pommern gik tæt til vinden, ned langs Brasilien. Kommer man for tidligt over på Afrika-siden, er der ikke egnede vind- og strømforhold. Godt og vel på højde med Rio de Janeiro lagdes kursen øst over mod Afrikas sydspids. Pommern var nu nået ned til den 40. sydlige breddegrad. Her begynder et vidtstrakt havområde kaldet "The roaring forties". Albatrossernes domæne. Et rige, styret med hård hånd af en frygtindgydende hersker: Den sydlige vestenvindsdrift. Verdens stærkeste vindsystem. Kaptajn Carl Granith var en garvet Kap Horner, en mand med mange rundrejser til Australien bag sig. Det er bemærkelsesværdigt at læse i hans krønike om Pommern's rejse i 1932, at han i de efterfølgende døgn oplevede den bedste sejlads, han overhovedet havde haft i sin tid til søs. Vestenvinden begyndte at blæse hårdt og vedholdende. Luftmasser i drift om den sydlige halvkugle pressede Pommern af sted i en forrygende sejlads. Ikke for meget, ikke for lidt. Perfekt vind for en "grain racer". Skibet lænsede af sted på vindsvøbte bjerge af hawand, mens sømil efter sømil forsvandt i den sydende kølvandsstribe. Man ser hr. søkaptajn Carl Granith for sig, stående med skrævende ben på Pommern's poopdæk. Nu og da kommer han med en tilfreds kommentar til vagthavende styrmand. Skibet hæves højt op på ryggen af en mægtig sø og synker derefter ned i en blågrøn dal, grænsende op til til den næste sydatlantiske bølge. Således fortsatte sejladsen. Rundt om Kap Det Gode Håb. Over det Indiske Ocean, "easting down" langs den 44. sydlige breddegrad. Ideel vind hele vejen til Spencergolfen i Australien. Den 23. december 1932 ankrede Pommern på reden ved Port Victoria, 75 døgn og 3 timer efter afsejlingen fra Københavns yderred. Dét år var Pommern's udrejse til Australien den hurtigste blandt samtlige hvedeskibe. Set i historiens lys var det århundredets hurtigste sejlskibsrejse Europa-Australien. At fylde et sejlskib med hvede i sække var en langsommelig proces. Anløbsstederne i Spencergolfen var primitive. De fleste bestod blot af en lang træbro med jernbaneskinner. Togvogne med sække blev rangeret ud til de ventende "grain racers". Mange steder var vanddybderne så ringe, at sækkene måtte transporteres ud på reden i mindre fartøjer og hives ombord på de opankrede skibe. Hjemrejsen Omsider var Pommern fuldtlastet. Den 11. februar 1933 lettedes ankeret. Hjemrejsens destination var Falmouth, ordrehavnen på Cornwalls sydspids i England. Her ankrede hvedeskibene og afventede nærmere ordre om lossehavn fra rederen. Pommern sled sig ud af Spencergolfen i modvind. Kaptajn Granith kunne vælge mellem to ruter. Enten kunne han følge den klassiske "homeward bound rute", østpå over det sydlige Stillehav, rundt om Kap Horn og op i atlanten. Eller han kunne vælge "Gode Håbs-ruten", vestpå, over det Indiske Ocean, rundt om Afrikas sydspids. Den sidste var en mere sikker og regnet i sømil, kortere vej; men den tog som regel længere tid. For at gennemføre denne rejse måtte man først krydse sig vest på, ud af den Store Australske Bugt. Derefter rundt om Australiens skarpe sydvestlige hjørne og et godt stykke op i det Indiske Ocean. Det gjaldt om at komme nord for vestenvindsdriften. Med lidt held kunne man så fange sydøstpassaten og sejle stille og roligt ned til Kap det gode Håb. Kaptajn Granith var i syv sind. Han ændrede kurs flere gange - gik først efter det ene, så det andet. Til sidst blev en rask beslutning taget i bestiklukafet. Pommern vendte rundt og gik østpå, syd om New Zealand, med kurs mod Kap Horn. Snart gungrede den gamle hvedebark hjemmevandt af sted over det sydlige Stillehavs rå og fjendtlige vidder, med vestenvinden hylende i riggen. Et berygtet havområde, hvor man måler de største bølgehøjder og kraftigste vindhastigheder på planeten. Vind og sø har uhindret løb den sydlige halvkugle rundt. Vestenvindsdriften byggede søerne op til frådende massiver af saltvand, der uophørligt overskyllede de tungtlastede hvedeskibe. Desværre tog brod-søerne alt for tit en mand med. Det var som regel ikke muligt at samle ham op igen. Regn og snebyger hæmmede sigtbarheden, hvilket gjorde risikoen for sammenstød med isbjerge til en ubehagelig faktor. Højt til vejrs i den slingrende rigning kæmpede mandskabet i timer med det samme froststive sejl, inden det var tæmmet og kunne fastgøres til råen. Men kaptajn Granith nævner i sin beretning intet om de 41 døgns sejlads fra Australbugten til Kap Horn. Det sydlige Stillehavs drama havde han deltaget i så mange gange, at det var en ren arbejdssituation. Derimod oplevede han ved Kap Horn et nyt overraskende højdepunkt i sin karriere som sejlskibssømand. Pommern gik forbi Latinamerikas frygtede sydspids i det finest tænkelige vejr - en søndagssejlads med sol, fladt vand og høj barometerstand. Mere end et dusin gange havde han rundet "Hornet", men aldrig under så idylliske forhold. Pommern fortsatte rutinemæssigt hjemrejsen op over atlanten. Storm ved Falklandsøerne. Gennem passatvinde og stillebælter - som på udrejsen. Den 20. maj 1933 klokken to morgen, kastedes ankeret på Falmouth red. l 971/2 døgn havde Pommern været undervejs fra Spencergolfen. Sådan sluttede en rundrejse, som ifølge kaptajn Carl Granith var den fineste, han nogensinde havde gjort til Australien. Blandt de hjemvendte hvedeskibe var det barken Parma, der gennemførte den hurtigste rejse i 1933. 83 døgn fra Australien. Efter sigende den hurtigste hjemrejse i hvedefarten overhovedet. Den australske hvedefart var afslutningen på sejlskibstiden, og essensen af en tusindårig epokes erfaringer. HEMPEL præsenterer i denne kalender et udvalg af berømte "grain racers" fra 20'erne og 30'erne. Vignetterne er hovedsagelig inspireret af fotografier fra tiden omkring the Grain Races. Hempel ønsker at takke følgende enkeltpersoner og institutioner, som har stillet deres kundskab til rådighed under udarbejdelsen af denne kalender: Skibsarkitekt John Leather, England - Kaptajn Søren Thirslund, Handels- og Søfartsmuseet Kronborg, Danmark - Kaptajn Henrik Karlsson, Søfartsmuseet i Mariehamn, Åland - Kaptajn Karl Kåhre, International Society of Cape Horners, Åland - Ole Christiansen, Göteborg - Kaptajn Jørgen Berthelsen, Danmark - Jyrki Abrahamsson, Stålbarken Pommern, Åland - Kim Montin, Sjöhistoriska muséet vid Åbo Akademi, Finland.