|
Billederne Forsiden På billedet ses en situation, hvor man har et isbjerg på læ side. Vejret et så hårdt, at skibet tager vand over. Man har trukket stræktove, og vi ser styrmanden stride sig agterover, efter at have sat folkene i gang med noget trimning af sejlene. Foran luftrøret ses en mindre lastluge og agten for den et skylight, antageligt til kaptajnens kahyt. l læ side ses et af rationsfadene surret til skanseklædningen. l disse opbevaredes det saltede kød, som var en stor del af den daglige kost i de gamle sejlskibe. Saltet oksekød var rødt og fik af sømanden kælenavnet "indianerrøv". En anden daglig kost var skonroggen, en meget hård rugkiks af form som en hvede. Den måtte opblødes i teen, før man kunne bide i den. Man gik vagt om vagt, altså toskiftet, men i vanskelige situationer var det "alle mand på dæk", særligt ved bjergning af sejl, når det begyndte at storme. Farten var meget krævende, da klimaet jo var koldt med sne og haglbyger, og tåge kunne være meget farlig i de isfyldte farvande.
Grønlandsbarken CERES CERES var et meget velsejlende skib, og ligesom de andre af styrelsens skibe var den velholdt, idet man benyttede tiden under oplægning om vinteren til at gennemgå rigning, sejl og andet materiel. CERES havde et svært uheld på en rejse, hvor skibet under opankring i Julianehåb stødte agterskibet mod et skær, og skibet fyldtes med vand. Kaptajn og 1. styrmand mente skibet var så havareret, at det burde kondemneres, og de rejste hjem. Det lykkedes imidlertid 2. styrmand med nogle lokale hjælpere at få skibet flot. Sammen med NORDLYSET var CERES de sidste sejlskibe i grønlandsfarten. Maskine og motor havde delvis overtaget drivkraften. Man må beundre datidens sømænd. Der var i disse år relativt få skibsforlis i grønlandsfarten, trods det farlige farvand
GODTHAAB GODTHAAB blev bygget af eg hos C.C. Framnæs i Sandefjord i 1898. Det blev det første maskindrevne skib bygget til Grønlandske Handel, og specielt beregnet for besejling af Østgrønland, og var derfor forstærket til sejlads i storisen. Det var rigget som barkentine, og maskinkraften var på 240 HK. På sin første rejse til Angmagssalik havde kaptajn H.V. Bang en morsom oplevelse. Han var af kollegaer blevet advaret mod, at der i indsejlingen var nogle farlige skær. Da han nærmede sig, gav han et signal med dampfløjlen, og mange kajakmænd kom ud til skibet. En af dem påtog sig at lodse skibet ind, og kaptajnen spurgte, om han var lods, og svaret var ja. Så spurgte kaptajnen, om han vidste, hvor skæret var, men her svarede manden nej. Kaptajnen undrede sig over, hvordan man kunne være lods, når man ikke vidste, hvor skæret lå. Manden svarede: "Jeg ved, hvor det ikke ligger". Grønlandsk logik. G0DTHAAB gjorde mange heldige rejser på Grønland. Med nogle års mellemrum var skibet lejet af den danske marine for at "vise flaget" på østkysten af Grønland. I 1954 blev skibet solgt til Færøerne, hvor det under navnet HVITABJØRN i mange år fungerede som moderskib for fiskere.
Opmålingsskibet HEJMDAL Et særlig fint udformet fartøj løb af stabelen i april 1935. Det var HEJMDAL på 705 tons, forsynet med isstævn; armeret med seks kanoner og to antiluftskytsvåben. HEJMDAL kom til at gennemføre mange vellykkede togter i Nordatlanten. Unge marinesoldater fik deres livs oplevelse på disse eftertragtede rejser, i mødet med livet til søs, den storslåede nordiske natur og de gæstfrie befolkninger på Grønland, Færøerne og Island. HEJMDALs togter begyndte tidligt om foråret, hvor skibet afsejlede fra Holmen. Kunstnerens far var med som gast i 1947. Den danske konge var til stede, da trosserne blev taget. En betydningsfuld orlogskaptajn skulle med på rejsen. Skibet svajede rundt og stak næsen nord på, rundt Skagen, op langs de norske fjelde, ud i frisk kuling, hvor den utrænede besætning fik ilddåben med søsyge og omkringflyvende inventar under dæk. Efter at have indtaget nyt procelæn på Færøerne, gik HEJMDAL videre mod Grønland, løb ind i fuld storm ved Kap Farvel. Men denne gang var man forberedt, og strabadserne blev klaret med humør og kampmod. Tonen ombord var venlig og afslappet. Rejsens formål var blandt andet at opstille deccastationer på Vestgrønland. Det bragte skibet til et utal af fjorde og bopladser, tæt på isbræer, naturfolk, hvaler og vidtstrakt ødemark. Da opgaverne var løst, besluttede orlogskaptajnen at gøre en afstikker op til Thule højt mod nord. HEJMDAL forlod grønlandsk farvand i oktober, med nordlysene flammende i den spirende polarnat.
SVÆRDFISKEN På billede ser vi SVÆRDFISKEN i magsvejr i Nordatlanten med alle sejl sat. Vinden er agten for tværs, og under disse forhold kunne man gøre 8-9 knob. Som regel holdt man motoren i gang selv ved god vind, og f.eks. ved krydsning, når skibet lå tæt til vinden, støttede denne motor på afdriften. Første rejse hvert år var med solarolie i tønder, ellers var lasten stykgods til Grønland og hjem med tran, men skibet gjorde også nogle kulrejser på kysten. Da Knud Rasmussens handelsstation Thule i 1938 kom ind under KGH besejlede skibet Thule med både last og passagerer. Der blev indrettet et kammer til 12 passagerer i lastrummet og man måtte spise i salonen i to hold. I 1939 var skibet igen i Thule, og begge år var den kendte læge Dr. Aage Gilberg og hans kone Lisbeth med. SVÆRDFISKEN nåede ikke at afsejle i foråret 1940, før Danmark blev besat, og skibet lå oplagt under hele krigen. I 1945 var skibet tilbage i grønlandsfarten, men blev snart rigget ned og fik en større motor installeret. Skibet endte som rejefabrik ved Godhavn.
GUSTAV HOLM I 1924 fik skibet navnet GRØNLAND, og med kaptajn Ejnar Mikkelsen som fører sejlene det materiale og udstyr til Scoresbysund, hvor man anlagde den nye koloni af samme navn. På hjemturen gennem storisen havarerede ror og stævn, men man klarede sig hjem med et nødror. Samme år blev skibet omdøbt til GUSTAV HOLM efter den store forsker, der foretog konebådsekspeditionen til Angmagssalik. Det kom nu under Kongelige Grønlandske Handel og har siden besejIet Østgrønland hver sommer, men havde også rejser til Vestgrønland om foråret, før besejlingen af Østgrønland kunne foretages. Skibet blev særlig kendt for sin deltagelse i Dr. Lauge Kochs Treårsekspedition i 1930'erne. På ekspeditionerne deltog mange videnskabsmænd, og man medbragte et hydroplan til rekognoscering og nogle særlige rejsebåde. På rejsen til Østgrønland anløb man Akureyri på Island, hvor man indkøbte heste og foder, og proviant og vand blev suppleret. Med rejsebåde og på hesteryg foretog videnskabsmændene ekspeditioner i det næsten ukendte land, hvor man indsamlede materiale til senere studier. Man medbragte "lejrkasser", der indeholdt proviant til en mand i 7 dage 7 mand i en dag, og kasserne var så solide, at de kunne bruges til at hjembringe de forskellige fund. Skibet havde hvert år reserveproviant til en eventuel overvintring, men den blev aldrig benyttet. Sejladsen gennem storisen var ikke ufarlig, og hver mand fik et ekstra beløb for denne indsats. Det var et hårdt job at stå til rors, for rattet skulle hele tiden skiftes fra bolde til borde for at styre gennem de smalle render i isen. Der var 8 omgange fra hårdt styrbord til hårdt bagbord og omvendt. Der var også placeret en mand agter, som skulle varsko, hvis der kom is for nær til skrue og ror. I 1951 blev skibet solgt til Finland og fik navnet GRØNLAND. Det fungerede nogle år som fiskemoderskib.
DISKO Forårs- og efterårsrejserne kunne være meget barske, og det skete, at man ikke nåede hjem før langt henne i december. I 1933 havde DISKO i tæt tåge en kollision med et isfjeld på direktørrejsen. Den amerikanske ambassadør i Danmark, Miss Bryan Owen var med på denne rejse, og hun udbrød "how beautiful", da isfjeldet gled hen langs siden. Besætningen var mere optaget af, om man var sødygtig, men efter nogle reparationer af stævnen, kunne skibet sejle hjem. Der blev imidlertid nogen røre i styrelsen, og man undersøgte, hvordan man i fremtiden ville kunne undgå et sådant uheld - ikke mindst på direktørrejsen. Det er interessant, at et tysk firma sendte en mand til København med et instrument, som han anbragte på broen af DISKO. Han opdagede imidlertid, at instrumentet var meget bedre, end han selv havde forudset, så han demonterede det og rejste hjem med det. Det er oplyst, at der var tale om et vandret anbragt ekkolod - altså en slags forløber til radaren, men parasoksalt nok fik tyskerne aldrig navigationsradaren. Den blev opfundet af amerikanere og briter og var med til at vinde søkrigen for de allierede. Som det fremgår af billedet, var der altid opløb på kajen, når DISKO skulle afsejle eller kom hjem. Skibet har haft mange notabiliteter med på sine rejser. Skibet lå oplagt under hele krigen, men blev hurtigt gjort klar efter den 5. maj 1945 og blev første skib, der afsejlede til Grønland efter besættelsen. |
|
|
|