Et skib med sjæl

Politiken, d. 23. april 1995.

Et skib med sjæl

25 år efter at han selv var elev på skoleskibet Georg Stage, stod marinemaleren Johannes E. Møller i sommeren 1994 igen på det nu 60-årige sejlskibs dæk. For at gøre studier til et litografisk støtteprojekt for det gode skib.

Tekst: Johannes E. Møller
Foto: Kim Wendt

Johannes E. Møller midt på Atlanten ombord på Georg Stage. Under armen studier til litografien 'Over Atlanten'.

I 1934 STRAKTES kølen til nybygning nr. 201 på Frederikshavns Værft. Spanter blev rejst, stålplader blev skåret og bøjet og nittet sammen med knaldende hammerslag, hvis rytme var en fast del af lydbilledet i Frederikshavns gader. Damphamrenes evindelige salut fra dokken lagde ingen længere mærke til. Men efterhånden som skroget tog form, kunne byens beboere se, at det der lå på beddingen ikke var nogen helt almindelig nybygning. Et slankt sejlskibsskrog med kurvet stævn og svungne linier.
Nybygningen løb af stablen, og tre master blev rejst fra dens dæk. Især de kyndige ud i det maritime var ikke længere i tvivl. Det var en tremastet fuldrigger. Denne skibstype var allerede i trediverne gået over i historien.
3. april 1935 gled skibet ud mellem havnemolerne, ud på havet, hvor det hører hjemme. Sejlene blev gjort los. Der blev halet i skøder og braser, og forårsblæsten tog fat i skibet. Kaptajn J. B. Junker fandt prøveturen tilfredsstillende og godkendte nybygning nr. 201 - Skoleskibet Georg Stage. Næste dag blev det afleveret til modtagerne i København.
Virkeliggørelsen af skibet skyldtes skibsreder Frederik Stage, som tilbage i 1882 oprettede stiftelsen Georg Stages Minde. En privat stiftelse hvis formål, dengang som nu, var uddannelse af unge søfolk til den danske handelsflåde. Stiftelsen har sit navn til minde om Frederik Stages unge søn, der døde af tuberkulose. Man ser sønnens buste, skåret i forgyldt træ, under skibets bovspryd. Denne galionsfigur
har skuet ud over havet fra stævnen af en anden, mindre fuldrigger af samme navn, som Frederik Stage skænkede til stiftelsen i 1882.
Historien om stiftelsen og de to skibe handler først og fremmest om utrættelig indsats og vedholdende tro på en ide. Efter påsken i 1935, stod det nuværende Georg Stage ud på sit første togt. Siden har stiftelsen holdt skibet sejlende som skoleskib under dansk flag, støttet af privatpersoners og virksomheders velvilje. Uden disse menneskers støtte ville skibet ikke have været en aktiv og levedygtig sejlende søfartsskole i dag.

Tro på en ide
Derfor herskede der også en særlig stolthed og glæde om bord på Georg Stage, da 60-års jubilæet fejres søndag 2. april, da skibet lå ved Amaliekajen i Københavns Havn.
I lighed med så mange andre oplever jeg Georg Stage som et smukt skib, et skib med en sjæl. Et sejlskib er skabt til et nært samarbejde med naturelementerne. Derfor er det formgivet organisk. Skrogets linier, sejlenes former og indbyrdes proportioner har mennesket fundet frem til ved at forstå, hvorledes man samarbejder med kræfterne i vinden og havet. Øjet finder den samme harmoni i et velkonstrueret sejlskibs fremtoning som ved betragtning af havfuglen eller delfinen. Georg Stage ejer denne elegante linieføring.
Skibet rummer samtidig en sjæl, en atmosfære, der er bygget op gennem de 60 år, det har sejlet. Skoleskibet Georg Stage spiller en vigtig rolle i mange menneskers tanker, fordi de om bord har prøvet kræfter med sig selv. Livet ombord på et skoleskib kan være hårdt, det kan være surt - indimellem kan man ønske sig langt væk, når man bliver purret ud til hundevagten. Men en ting er sikker, man oplever styrken i det nødvendige samarbejde med hinanden. Stuvet sammen på trange banjer i hængekøjer, eller højt til vejrs i rigningen, når der skal bjærges sejl i en regnbyge.
Selv har jeg sejlet med Georg Stage som elev i 1969. Oplevelserne fra togtet er jeg taknemmelig for, og jeg vender ofte med glæde tilbage til dem.

Noget dyrebart
25 år senere, i sommeren 1994, stod jeg igen på Georg Stages dæk. Denne gang i egenskab af min nuværende profession som marinemaler. Min hensigt var at gøre studier til et litografisk støtteprojekt for skibet. Det havde længe været mit ønske at iværksætte et eller andet, der kunne indbringe midler til skibet. De desværre ofte mørke udsigter til ophør, salg og udflagning gør mig aldeles dårlig tilpas. Hvis vi som søfartsnation tillod os at afhænde Georg Stage - og det gælder selvfølgelig på samme måde Skoleskibet Danmark - så taber vi noget dyrebart på gulvet.
Efter aftale mødte jeg om bord på skibet i Funchal, hovedstaden på Atlanterhavsøen Madeira. Allerede på kajen genkendte jeg skibets gode atmosfære. Et par elever - en pige og en dreng - stod vagt ved landgangen. Uopfordret bød de mig velkommen og bar min bagage agterud. Tonen var slået an. Den samme friske imødekommenhed prægede både eleverne og den faste besætning. Et overskud som kommer af livsformen om bord på et sejlskib. Der var omkring 60 elever om bord og 10 besætningsmedlemmer - en kok, fire kvartermestre, en maskinmester, tre styrmænd og kaptajnen.
Vi afgik fra Funchal nogle dage senere. Skibet gjorde et langsomt 180-graders drej i havnen, indtil bovsprydet vendte ud mod oceanet. Herefter roligt frem for maskinen. Officererne var i uniform. De hvide skjorter blændede i middagslyset, som faldt gennem et tyndt skytæppe, svævende om øens vulkanske bjergformationer højt oppe over byen. Bekendtskaber fra opholdet stod i små grupper på kajen og vinkede. På grund af svag kontrær vind gik vi for maskinen vestpå langs øens brat faldende rødligt-brune klippesider. Over os højereliggende, skovklædte plateauer med hvidkalkede småbyer spredt rundt i det blomstrende landskab.

Hvaler om bagbord
Jeg tror Madeira er den smukkeste ø, jeg har set fra søsiden. Vi kom fri af den vestlige pynt, hvor et fyrtårn knejser som et spir på en katedral højt på øens lodrette klippemassiv. Vi duvede videre, stadigvæk for maskinen, ud på den store blå, bølgende slette, Atlanten.
Et pludseligt råb fra udkiggen - hval fire streger bagbord! - fik frivagten ud i forskibet i lange spring op på bakken, hvor de hang ud over søgelænderet, spejdende efter hvide søjler af skum.
Der var de igen! Nu nærmere ved skibet, og så, umiddelbart foran os, skød de store, glinsende kroppe op gennem overfladen med på én gang forbavsende kraft og lethed. Med elegante spring bød de os velkomne igen på oceanet. To delfiner lagde sig nogle meter nede i det uendelige, dybe blå under boven, mens en unge pilede omkring dem. Hvalerne holdt sig på afstand af skibet, blæsende deres skumfaner. Synet af disse fremmedartede væsener gjorde alle tilskuere opstemte og ivrige, særlig gjorde de et stort indtryk på mig, den nye mand om bord. Jeg havde ikke set den slags dyr, siden jeg for længe siden var dæksdreng i handelsflåden. Snart var de væk igen. Vi var for langsomme til at være deres legekammerater. Trods forventningsfuld stirren ud over dønningerne så vi nu ikke andet end havfladens hemmelighedsfulde spejlinger af den sene eftermiddagshimmel over os.

For fulde sejl
Der blev andet at tænke på. Den dunkende maskinlyd, vi helt havde glemt, holdt op. Kaptajn Berthelsen gav ordre til at sætte sejl. Skibet gled lydløst videre gennem vandet. Hurtigt afløstes freden af råben og støjen. Eleverne gik til vejrs, piger og drenge, og fordelte sig i riggen som svaler på telegraftråde. Sejlene blev gjort los.
Kvartermestrene - bagoverbøjede, skærmende med hænderne for den lave sol - dirigerede manøvren fra dækket. Da alle havde meldt klar ved at række højre hånd knyttet i vejret, blev de kaldt ned igen.
Sejlene hang og posede i brisen, gyldent belyst. Så klaprede skødkæderne gennem blokkene og sejlene straktes, et for et. Som en blomst foldede skibet sig ud, mens villige hænder halede og halede under megen råben og gensidig ophepning. Virvaret af tovværk, der efter brug lå udstrakt på dækket, blev klaret op, hurtigt og behændigt.
Vi var under sejl. Georg Stage gav sig med stilfærdig veltilpashed i de lange dønninger. Roen sænkede sig. Agterude la Madeira, violet i skumringen. Foran os ventede en lang rejse hen over Atlanterhavet. Georg Stage duvede og vuggede drømmeagtigt ind i aftenen. Da mørket lukkede sig omkring os, blev lyset i kompasset tændt, et svagt skær oplyste rorgængerens hænder og ansigt. Officererne talte med dæmpede stemmer om vejrrapporterne for natten, siddende i det varme mørke omkring på halvdækket. Morilden ulmede mælkevejsagtigt langs skibssiden.
Så man op, kunne man se sejlene som mørke vinger, drejende og slingrende mod tusinde stjerner. Dette gensyn med Georg Stage overbeviste mig igen om værdien af skibets aktivitet som søfartsskole og som formidler af enestående oplevelser og udfordringer for unge mennesker.

Johannes E. Møllers Georg Stage-litografi med titlen 'Over Atlanten' er fremstillet i 300 nummererede og signerede eksemplarer og kan købes formedels 1850 kr. ved henvendelse på tlf.: 98 37 86 93.

Politiken, d. 23. april 1995.
Et skib med sjæl 25 år efter at han selv var elev på skoleskibet Georg Stage, stod marinemaleren Johannes E. Møller i sommeren 1994 igen på det nu 60-årige sejlskibs dæk. For at gøre studier til et litografisk støtteprojekt for det gode skib. Tekst: Johannes E. Møller Foto: Kim Wendt	Johannes E. Møller midt på Atlanten ombord på Georg Stage. Under armen studier til litografien 'Over Atlanten'.

I 1934 STRAKTES kølen til nybygning nr. 201 på Frederikshavns Værft. Spanter blev rejst, stålplader blev skåret og bøjet og nittet sammen med knaldende hammerslag, hvis rytme var en fast del af lydbilledet i Frederikshavns gader. Damphamrenes evindelige salut fra dokken lagde ingen længere mærke til. Men efterhånden som skroget tog form, kunne byens beboere se, at det der lå på beddingen ikke var nogen helt almindelig nybygning. Et slankt sejlskibsskrog med kurvet stævn og svungne linier. Nybygningen løb af stablen, og tre master blev rejst fra dens dæk. Især de kyndige ud i det maritime var ikke længere i tvivl. Det var en tremastet fuldrigger. Denne skibstype var allerede i trediverne gået over i historien. 3. april 1935 gled skibet ud mellem havnemolerne, ud på havet, hvor det hører hjemme. Sejlene blev gjort los. Der blev halet i skøder og braser, og forårsblæsten tog fat i skibet. Kaptajn J. B. Junker fandt prøveturen tilfredsstillende og godkendte nybygning nr. 201 - Skoleskibet Georg Stage. Næste dag blev det afleveret til modtagerne i København. Virkeliggørelsen af skibet skyldtes skibsreder Frederik Stage, som tilbage i 1882 oprettede stiftelsen Georg Stages Minde. En privat stiftelse hvis formål, dengang som nu, var uddannelse af unge søfolk til den danske handelsflåde. Stiftelsen har sit navn til minde om Frederik Stages unge søn, der døde af tuberkulose. Man ser sønnens buste, skåret i forgyldt træ, under skibets bovspryd. Denne galionsfigur har skuet ud over havet fra stævnen af en anden, mindre fuldrigger af samme navn, som Frederik Stage skænkede til stiftelsen i 1882. Historien om stiftelsen og de to skibe handler først og fremmest om utrættelig indsats og vedholdende tro på en ide. Efter påsken i 1935, stod det nuværende Georg Stage ud på sit første togt. Siden har stiftelsen holdt skibet sejlende som skoleskib under dansk flag, støttet af privatpersoners og virksomheders velvilje. Uden disse menneskers støtte ville skibet ikke have været en aktiv og levedygtig sejlende søfartsskole i dag. Tro på en ide Derfor herskede der også en særlig stolthed og glæde om bord på Georg Stage, da 60-års jubilæet fejres søndag 2. april, da skibet lå ved Amaliekajen i Københavns Havn. I lighed med så mange andre oplever jeg Georg Stage som et smukt skib, et skib med en sjæl. Et sejlskib er skabt til et nært samarbejde med naturelementerne. Derfor er det formgivet organisk. Skrogets linier, sejlenes former og indbyrdes proportioner har mennesket fundet frem til ved at forstå, hvorledes man samarbejder med kræfterne i vinden og havet. Øjet finder den samme harmoni i et velkonstrueret sejlskibs fremtoning som ved betragtning af havfuglen eller delfinen. Georg Stage ejer denne elegante linieføring. Skibet rummer samtidig en sjæl, en atmosfære, der er bygget op gennem de 60 år, det har sejlet. Skoleskibet Georg Stage spiller en vigtig rolle i mange menneskers tanker, fordi de om bord har prøvet kræfter med sig selv. Livet ombord på et skoleskib kan være hårdt, det kan være surt - indimellem kan man ønske sig langt væk, når man bliver purret ud til hundevagten. Men en ting er sikker, man oplever styrken i det nødvendige samarbejde med hinanden. Stuvet sammen på trange banjer i hængekøjer, eller højt til vejrs i rigningen, når der skal bjærges sejl i en regnbyge. Selv har jeg sejlet med Georg Stage som elev i 1969. Oplevelserne fra togtet er jeg taknemmelig for, og jeg vender ofte med glæde tilbage til dem. Noget dyrebart 25 år senere, i sommeren 1994, stod jeg igen på Georg Stages dæk. Denne gang i egenskab af min nuværende profession som marinemaler. Min hensigt var at gøre studier til et litografisk støtteprojekt for skibet. Det havde længe været mit ønske at iværksætte et eller andet, der kunne indbringe midler til skibet. De desværre ofte mørke udsigter til ophør, salg og udflagning gør mig aldeles dårlig tilpas. Hvis vi som søfartsnation tillod os at afhænde Georg Stage - og det gælder selvfølgelig på samme måde Skoleskibet Danmark - så taber vi noget dyrebart på gulvet. Efter aftale mødte jeg om bord på skibet i Funchal, hovedstaden på Atlanterhavsøen Madeira. Allerede på kajen genkendte jeg skibets gode atmosfære. Et par elever - en pige og en dreng - stod vagt ved landgangen. Uopfordret bød de mig velkommen og bar min bagage agterud. Tonen var slået an. Den samme friske imødekommenhed prægede både eleverne og den faste besætning. Et overskud som kommer af livsformen om bord på et sejlskib. Der var omkring 60 elever om bord og 10 besætningsmedlemmer - en kok, fire kvartermestre, en maskinmester, tre styrmænd og kaptajnen. Vi afgik fra Funchal nogle dage senere. Skibet gjorde et langsomt 180-graders drej i havnen, indtil bovsprydet vendte ud mod oceanet. Herefter roligt frem for maskinen. Officererne var i uniform. De hvide skjorter blændede i middagslyset, som faldt gennem et tyndt skytæppe, svævende om øens vulkanske bjergformationer højt oppe over byen. Bekendtskaber fra opholdet stod i små grupper på kajen og vinkede. På grund af svag kontrær vind gik vi for maskinen vestpå langs øens brat faldende rødligt-brune klippesider. Over os højereliggende, skovklædte plateauer med hvidkalkede småbyer spredt rundt i det blomstrende landskab. Hvaler om bagbord Jeg tror Madeira er den smukkeste ø, jeg har set fra søsiden. Vi kom fri af den vestlige pynt, hvor et fyrtårn knejser som et spir på en katedral højt på øens lodrette klippemassiv. Vi duvede videre, stadigvæk for maskinen, ud på den store blå, bølgende slette, Atlanten. Et pludseligt råb fra udkiggen - hval fire streger bagbord! - fik frivagten ud i forskibet i lange spring op på bakken, hvor de hang ud over søgelænderet, spejdende efter hvide søjler af skum. Der var de igen! Nu nærmere ved skibet, og så, umiddelbart foran os, skød de store, glinsende kroppe op gennem overfladen med på én gang forbavsende kraft og lethed. Med elegante spring bød de os velkomne igen på oceanet. To delfiner lagde sig nogle meter nede i det uendelige, dybe blå under boven, mens en unge pilede omkring dem. Hvalerne holdt sig på afstand af skibet, blæsende deres skumfaner. Synet af disse fremmedartede væsener gjorde alle tilskuere opstemte og ivrige, særlig gjorde de et stort indtryk på mig, den nye mand om bord. Jeg havde ikke set den slags dyr, siden jeg for længe siden var dæksdreng i handelsflåden. Snart var de væk igen. Vi var for langsomme til at være deres legekammerater. Trods forventningsfuld stirren ud over dønningerne så vi nu ikke andet end havfladens hemmelighedsfulde spejlinger af den sene eftermiddagshimmel over os. For fulde sejl Der blev andet at tænke på. Den dunkende maskinlyd, vi helt havde glemt, holdt op. Kaptajn Berthelsen gav ordre til at sætte sejl. Skibet gled lydløst videre gennem vandet. Hurtigt afløstes freden af råben og støjen. Eleverne gik til vejrs, piger og drenge, og fordelte sig i riggen som svaler på telegraftråde. Sejlene blev gjort los. Kvartermestrene - bagoverbøjede, skærmende med hænderne for den lave sol - dirigerede manøvren fra dækket. Da alle havde meldt klar ved at række højre hånd knyttet i vejret, blev de kaldt ned igen. Sejlene hang og posede i brisen, gyldent belyst. Så klaprede skødkæderne gennem blokkene og sejlene straktes, et for et. Som en blomst foldede skibet sig ud, mens villige hænder halede og halede under megen råben og gensidig ophepning. Virvaret af tovværk, der efter brug lå udstrakt på dækket, blev klaret op, hurtigt og behændigt. Vi var under sejl. Georg Stage gav sig med stilfærdig veltilpashed i de lange dønninger. Roen sænkede sig. Agterude la Madeira, violet i skumringen. Foran os ventede en lang rejse hen over Atlanterhavet. Georg Stage duvede og vuggede drømmeagtigt ind i aftenen. Da mørket lukkede sig omkring os, blev lyset i kompasset tændt, et svagt skær oplyste rorgængerens hænder og ansigt. Officererne talte med dæmpede stemmer om vejrrapporterne for natten, siddende i det varme mørke omkring på halvdækket. Morilden ulmede mælkevejsagtigt langs skibssiden. Så man op, kunne man se sejlene som mørke vinger, drejende og slingrende mod tusinde stjerner. Dette gensyn med Georg Stage overbeviste mig igen om værdien af skibets aktivitet som søfartsskole og som formidler af enestående oplevelser og udfordringer for unge mennesker. Johannes E. Møllers Georg Stage-litografi med titlen 'Over Atlanten' er fremstillet i 300 nummererede og signerede eksemplarer og kan købes formedels 1850 kr. ved henvendelse på tlf.: 98 37 86 93.