Præsentationsmateriale uddelt i forbindelse med ferniseringen på Det Hemmelige Galleri i Herning d. 6. maj 2006.

SUPERTANKER - TANKER

Johnny Voss

Klik på billederne for at se siderne i stort format

Supertanker - tanker

Johannes E. Møller alias Johnny Voss

Født 1953 i Frederikshavn

Billedkunstner, musiker, tekstforfatter.

Det Jydske Kunstakademis malerskole 1973-76. Møder her sangeren, musikeren og maleren Lars H.U.G. I fællesskab med Jens Valo dannes den eksperimenterende rockgruppe Kliché. Johannes Møller dropper kunstakademiet for at koncentrere sig om musik og tekst. Pseudonymet Johnny Voss opstår. Gruppen Kliché udgiver to lp-plader. Supertanker og Okay Okay Boys. Bandet sætter sig varige spor i dansk musik. Kliché er med udgivelsen af Supertanker placeret på kulturministerens kanonliste, og tildelt de danske musikkritikeres pionerpris Steppeulven i februar 2006.

Gruppen opløses i 1984. Johannes Møller genoptager maleriet sideløbende med aktiviteter som musiker og tekstforfatter. Samarbejder med kollegerne og vennerne Lars H.U.G. og Nils Torp fra Kliché. Makkerparret Voss/Torp skriver Den Store Lysfest, en radiomusical med Nanna, Steffen Brandt og Peter Belli. Gruppen Souvenirs hitter med sangene Jeg troed' du var hos Michael og Jeg hader Susanne, skrevet af Voss og Torp.

Ud over et ben i musikken har Johannes Møller en fortid som sømand. Det ses i en mangeårig produktion af akvareller og oliemalerier med maritime temaer. I 1990'erne er han med skoleskibet Georg Stage på flere atlantiske rejser, som marinemaler og ven af skibet. Desuden kortere sejladser med skibe i handelsflåden. Gentagne malerophold på Færder Fyr i Oslofjordens munding og Koroni i Grækenland, foruden en rejse med skoleskibet Danmark. - Ernærer sig fortrinsvis med bestillingsopgaver. Udstiller med mellemrum på søfartsmuseer og maritime virksomheder i Danmark, England og Norge. Soloudstilling hos Lloyds i London. Repræsenteret på National Maritime Museum i Greenwich.

På det seneste har Johannes E. Møller neddroslet de maritime temaer og kastet sig ud i eksperimenterende maleri. Ballasten er håndværk, baseret på mange års grundigt arbejde med maleriets teknik.

 

SUPERTANKER - TANKER

De otte malerier af Johnny Voss er bygget over sangen Havets blå fra lp'en SUPERTANKER med gruppen KLICHÉ, 1980:

HAVETS BLÅ

Stod ud
over havets blå
Hyret på
en supertanker
Fra havn til havn
fra Kuwait til Rotterdam

Vi lå ved pipelines
i den persiske golf
Tanked' tonsvis
af Mobil og Shell
Ved hjælp af elektronisk
navigation
ku' vi bestemme
vores position

Sejler på
en supertanker
Maskinerne
arbejder