The Grain Races II Langt fra søtrafikkens hovedveje, i skærgårdshavet mellem Sverige og Finland, ligger et vidtstrakt rige. Så langt øjet rækker, brydes havfladen af lave, isskurede granitklipper. Skærenes antal løber op i adskillige tusinde. Nogle af dem er så store, at man må kalde dem øer. Ålandsøerne. Vejrbidte fyrretræer danner læ om engdrag og marker, hvor ålændingerne i århundreder sled med jorden uden omverdenens opmærksomhed. Men bønderne var også fiskere og søfolk, og desuden dristige iværksættere af anpartsrederier. Langsomt opbyggedes en stor flåde af sejlskibe, der kom i fart på verdenshavene - mens alle andre søfartsnationer gav op over for damp og diesel. Særlig "sejlskibskongen" Gustav Erikson var med til at give de afsides liggende øer en bemærkelsesværdig plads i søfartens historie. Hans store, oceangående barkskibe stred sig afsted på den gamle hvederute mellem Australien og Europa helt op til anden verdenskrig. Sidste års HEMPEL-kalender handlede om hvedefarten og dens kapsejladser, "The Grain Races". Vi har valgt at kippe med flaget endnu en gang for de høje råsejlere, der afsluttede sejlskibstiden. 1998-kalenderen er en fortsættelse af sidste års tema. Hvis man vil læse mere udførligt om "The Grain Races", henviser vi til den lange række af spændende bøger, der er skrevet om windjammernes sidste dage. Ingen anden epoke i sejlskibshistorien er så veldokumenteret som perioden fra 20'erne op til 2. verdenskrig. Mange søfolk medbragte fotografiapparatet og nedskrev beretninger, der gør det muligt for eftertiden at tage med på de dramatiske rejser under sejl rundt Kap Horn.   KOMMODORE JOHNSON Nordøst-passaten frisker op. Den tyske hvedebark KOMMODORE JOHNSON og Gustav Eriksons PASSAT sætter røjlerne. En atlantisk kapsejlads er i gang. Når to sejlskibe på samme kurs får hinanden i sigte, må det nødvendigvis blive til en dyst. Efter måske flere måneders isolation på havet, er en kapsejlads med et lignende skib et højdepunkt for søfolkene. Året er 1939. l nordøst-passaten er vinden varm og jævn, og "homeward bound" tænker ingen ombord på den truende situation i Europa. Ingen er klar over, at dette års hjemfart fra Australien bliver det sidste "grain race". 13 skibe var involveret i sejladsen. 11 af disse var fra Mariehamn på Ålandsøerne. Årets vinder var den store firmast-bark MUSHULU fra Åland. Eric Newby giver en herlig beskrivelse af rejsen i sin bog The Last Grain Race. KOMMODORE JOHNSON sejler i dag som russisk skoleskib, under navnet CEDOV. PASSAT blev til stationær sømandsskole og senere flydende museum i Travemünde. MUSHULU er indrettet som restaurant i Philadelphia i USA.   PARMA I det sydlige Atlanterhav er besætningen på PARMA i gang med at brase ræerne firkant. Skibet føres af den berømte sejlskibskaptajn Ruben de Cloux. Måske føler han allerede, at denne hjemrejse fra Australien bliver bemærkelsesværdig. Almindeligvis sagde man, at enhver rejse fra Spencergolfen til engelsk havn på mindre end 100 døgn var god. I 1932 kom PARMA hjem på 83 døgn. Det blev ikke bare årets bedste rejse, men den hurtigste i "The Grain Races" overhovedet. Ruben de Cloux's evne til at finde vind var kendt som en magisk kraft. Man sagde at han altid gjorde hurtige rejser. Som fører af PARMA - og tidligere af den legendariske HERZOGIN CECILIE - beviste han det igen og igen. Med en lasteevne på over 5000 tons var PARMA et af de største sejlskibe, der nogensinde er bygget. Hun deltog i hvedefarten i 1930'erne, ejet af et anpartsrederi med bl.a. Ruben de Cloux og forfatteren Allan Villiers som parthavere. Villiers' bog Voyage of the Parma er en perle for alle sejlskibsinteresserede. Skibet endte sine dage i 1936, efter at have ramt bølgebryderen i Birkenhead. Hendes bov blev så beskadiget, at reparation ikke kunne betale sig.   LAWHILL "Lucky LAWHILL" i Kanalen, på rejse mod Ipswich med 4500 tons australsk hvede i sine store lastrum. LAWHILL bar tilnavnet "lucky", fordi hun i mange år sejlede uden nævneværdige uheld. Desuden indbragte hun rederen Gustav Erikson i Mariehamn et klækkeligt overskud - i modsætning til mange af hans andre skibe. Engang kolliderede hun med en polsk damper. "Lucky LAWHILL" kunne fortsætte sin rejse med en havareret bov, mens damperen gik til havets bund. Hun fik et usædvanligt langt liv. Under anden verdenskrig blev hun beslaglagt af de sydafrikanske myndigheder, og til sidst ophugget i Mozambique, l sine tidlige dage blev hun ført af kaptajn Jarvis; manden der opfandt brasspillet. Derfor var LAWHILL udstyret med brasspil, der lettede besætningens arbejde ved manøvrer. LAWHILL's rig var usædvanlig. For at lette nedfiringen af bramstængerne, var de anbragt agten for mærsestængerne - til stort postyr blandt søfolk. Forsøget er ikke gentaget på nogen anden firmastet bark, LAWHILL gjorde ingen bemærkelsesværdige passager; hverken hurtige eller langsomme. Hun var en trofast lastslæber med tilnavnet Den Heldige.   GRACE HARWAR GRACE HARWAR under en byge i Sydhavets vestenvindsbælte. Hun var det sidste kommercielt sejlende fuldriggede skib i verden. Forfatteren Allan Villiers gjorde hende berømt for eftertiden. Sammen med sin ven, fotografen Ronald Walker, påmønstrede han for en rejse fra Australien til Europa i 1929. Hans bog By Way of Cape Horn giver et dramatisk indblik i det barske liv ombord på "the killer". Således kaldte søfolkene GRACE HARWAR, og det var ikke uden grund. Man sagde at hun aldrig gjorde en rejse uden tab af menneskeliv. Det onde rygte holdt stik på rejsen i 1929. Allan Villiers mistede sin ven, Ronald Walker, der blev dræbt ved en ulykke i riggen. Forinden nåede Walker at optage en del film ombord, og Villiers fortsatte efter vennens død. Det blev til en storslået dokumentarfilm; den bedste der eksisterer fra windjammernes sidste dage. GRACE HARWAR blev ophugget i 1935.   C.B. PEDERSEN Det lastførende skoleskib C.B. PEDERSEN ses her i ballast ved Vinga Fyr, på udrejse fra hjembyen Göteborg. En firmastet bark med smukke linjer, bygget i Italien. Sverige deltog i den australske hvedefart med adskillige lastførende skoleskibe. Mange unge svenskere fik deres livs oplevelse ombord på BEATRICE, ABRAHAM RYDBERG og C.B. PEDERSEN. C.B.PEDERSEN blev indhentet af skæbnen på en rejse fra Australien med korn. Hun blev påsejlet i Atlanten af den britiske damper CHARGES. Damperen havde misforstået C.B. PEDERSEN's manøvrer, og løb ind i hendes styrbords side. Da det engelske dampskibs maskine gik fuld bak, skiltes fartøjerne. C.B. PEDERSEN begyndte at lække, og kaptajn Bruce beordrede mandskabet i bådene. Alle mand blev i det rolige vejr reddet af CHARGES, men ulykken krævede et offer. l samme øjeblik sejlskibet sank, fik damperens kaptajn et hjerteslag og døde.   KYLEMORE I 1920'erne og 30'erne var det for længst blevet en sjældenhed at møde en storsejler på dybt vand. Skulle man være så heldig at få et slingrende sejlskib i sigte langt ude på oceanet, var det sandsynligvis en firmastet bark, hjemmehørende i Mariehamn på Ålandsøerne. Dog var der et lille antal tremastede barkskibe, der færdedes på de ensomme sejlskibsruter mellem Europa og Australien. En af disse tremastere var den elegante stålbark KYLEMORE, bygget i 1880 hos J. Reid i Glasgow til kolonifarten. Den blev kendt som en god sejler, og tilbagelagde mange fine rejser under engelsk, norsk, dansk og tilsidst finsk flag. Under dansk flag sejlede den som SUZANNE AF MARSTAL mellem Le Havre og Vestindien, med en besætning på alt i alt 15 mand. Gustav Erikson i Mariehamn købte den i 1934 og gendøbte den KYLEMORE. KYLEMORE gik på Australien i nogle år. Til sidst listede den gamle bark rundt i tømmerfarten på Nord- og Østersøen, inden den i 1937 blev afhændet til tyske ophuggere. KYLEMORE opnåede således en agtværdig alder for et sejlskib. 57 år i fart på verdenshavene.     J.C. HEMPEL'S SKIBSFARVE-FABRIK A/S siger tak til Henrik Karlsson, Sjøfartsmuseet i Mariehamn, Ole Christiansen, Göteborg, Søren Thirslund, Handels- og Søfartsmuseet Kronborg samt The National Maritime Museum i London. Fotos er reproduceret efter tilladelse fra søfartsmuseet i Mariehamn og The National Maritime Museum i London.