Dansk lodsbåd HELSINGØR Det smalle farvand mellem Danmark og Sverige har i århundreder været en stærkt befærdet international trafikåre. Tidligt opstod et levebrød for stedkendte, søkyndige mænd, der var i stand til at lodse skibsfarten sikkert gennem Sundet. Oprindeligt udførtes hvervet uden overordnet bemyndigelse. Den der kom først til skib, fik lodsningen og dermed betalingen - hvilket nemt kunne føre til veritable søslag mellem konkurrerende lodsbåde. Senere, da skibene tog til i størrelse og antal, kom lodsgerningen under tilsyn. Der blev i Danmark indført faste lodserier og reglementer sidst i 1600-tallet. Ved indsejlingen til Sundet oprettedes Helsingør Lodseri. Ustandseligt passerede snesevis af skibe det berømte Kronborg Slot. Under særlige vind- og strømforhold kunne man til tider betragte flere hundrede sejlførende fartøjer, der tålmodigt måtte vente på at komme rundt. Der var nok at gøre for Helsingør lodserne. Lodsbåden HELSINGØR er bygget 1866 i sin navneby. Bådebyggeren har anvendt egetræ. Resultatet er et særdeles solidt, sødygtigt fartøj, 10 m langt og 3,61 bredt. Den var bemandet med en fast mand, der medtog op til fire lodser. For hurtigere at komme på siden af skibene, lå Helsingør-lodserne ofte ved Lappegrund Fyrskib nord for Kronborg. På illustrationen ses, foruden HELSINGØR, den svenske træbark SIGYN, undervejs fra Västervik til Rio i august 1894. Begge fartøjer eksisterer fortsat. HELSINGØR, der senere fik motor, var aktiv lodsbåd til 1941, og er nu Iystfartøj i hollandsk eje. SIGYN, i dag verdens eneste bevarede barkskib af træ, ligger som museumsskib i Åbo, Finland.   Norsk lodsbåd GAA PAA Norge er kendt for sin stolte kystkultur og bådbyggertradition. Havet kaster sig med til tider ubønhørlig voldsomhed mod den langstrakte, lunefulde klippekyst. De norske fiskere, lodser og redningsfolk besejlede disse farvande med en tapperhed og et sømandskab, der er enestående. Uovertrufne bådtyper af træ blev udviklet. I forrige århundrede fremstillede den norskfødte bådkonstruktør Colin Archer nogle rednings- og lodsfartøjer med sublime sejlegenskaber, inspireret af kystens traditionelle bådtyper. Andre norske bådbyggere lod sig inspirere af Colin Archer. Efterhånden kom disse både, bygget mange forskellige steder på sydkysten, til at bære navn efter Colin Archer, som havde rødder i Skotland. I 1898 søsattes hos Thor Jensen, Porsgrunn, en solid lodsbåd af Colin Archer-typen på 42 fod. Foruden den kraftige rigning var den udstyret med en 20 hk hjælpemotor. Den døbtes GAA PAA, og indsattes i lodstjenesten ved indsejlingen til Oslofjorden, hjemmehørende i Sandesund på øen Hvasser. I et gammelt fagblad fra det norske lodsvæsen kan man læse en lakonisk beretning om GAA PAA´s dramatiske skæbne: "Den 30. Januar 1913 lå GAA PAA på vagt øst af Store Færder med lodserne Hans Jørgen Hansen, Hans Jørgen Pedersen, Even Evensen, Peder Pedersen og bådførerne Lars Pedersen og Sigvart Pedersen, alle hjemmehørende på Hvasser. Det blæste en stiv kuling fra syd om eftermiddagen, og GAA PAA lå med tre reb i storsejlet. Kl. 16 kom en dansk skonnert og satte flag efter lods. Det var Even Evensens tur til at gå. Endskønt der nu var temmelig høj sø, Iykkedes det at borde skonnerten, og Evensen kom ombord. Kl. 21 blev også Peder Pedersen sat ombord i det danske dampskib BALDUR af København. GAA PAA blev liggende på vagtfeltet, men efter midnat øgede vinden i styrke til en af de kraftigste storme som i mands minde har raset i Oslofjorden, og det satte yderligere ind med snetykning. Lodsbåden GAA PAA kom aldrig hjem igen. Søfolkene fandt deres grav derude."   Amerikansk lodsskonnert En af de fineste lodsskonnerter bygget i Amerika, blev i 1915 bestilt af Virginia Pilot´s Association i Norfolk, Virginia. Cox og Stevens i New York konstruerede denne 118 fods skonnert til lodstjeneste ved Chesapeakebugtens indsejling med op til 12 lodser, betjenende skibsfarten på de travle havne i bugten; særlig i den blomstrende kulfart. Hun blev bygget i træ hos A.C. Brown og Søn i Tottenville, Staten Island, New York. Længde i vandlinjen 80 fod, bredden 22 fod, dybgående 13 fod. Hendes skrog var udformet som samtidens hurtige racere, de store Iystyachter. De fire undersejI i hendes graciøse rigning udgjorde 4800 kvadratfod sejldug, foruden topsejl, mellemstagsejl og andre letvejrssejl, som også kunne føres. 20 tons ballast var anbragt på kølen, og yderligere 120 tons stuvet i bunden. Senere installeredes 150 HK diesel som hjælpemotor. Mandskabet på otte havde deres kvarter under fordækket. Nogle af dem var sømænd under uddannelse til lodser. Kokkens og messemandens køjer var ved siden af den rummelige kabys, mens kaptajnen eller overlodsen havde en kahyt for sig selv. Udover aptering til de 12 lodser fandtes en dobbeltkahyt til ekstra folk eller gæster. I rigningen undgik man brug af bovspryd. Den såkaldte "knockabout"-rig gjorde håndteringen af forsejlene nemmere, og når man krydsede på vagtfeltet ud for Virginia Capes om vinteren, gav denne forrig færre problemer med overisning. Efter den meget travle periode omkring første verdenskrig er det sandsynligt, at den smukke skonnert måtte reducere rigning og tilbringe en tid som motorsejler, inden den udskiftedes med et rent maskindrevet lodsfartøj.   Engelsk lodskutter FERRET Tung sø og ofte barskt vejrlig er betingelser der gælder for farvandet ved indsejlingen til den Engelske Kanal. Områdets sejlførende lodsbåde var lysende eksempler på sødygtig træskibskonstruktion, og de var nødvendigvis hurtigsejlende. Fart var en simpel forudsætning for kaplodsningen, som var på sit højeste i det 19. århundrede. Mange af de største engelske lodskuttere kom fra Plymouth og Scilly-øerne. l 1868 søsattes fra Charles Gent´s værft i Plymouth en lodskutter på 80 engelske fod. Den fik navnet FERRET. FERRET havde den fine skrogform, der var betegnende for disse velsejlende kuttere, bygget til at modstå krævende udfordringer på havet. Masten var rejst godt agter i skibet, og den kraftige rigning bar et betragteligt sejlareal. Alene storsejlet udgjorde omkring 1100 kvadratfod, rigget på en 43 fod lang bom. For at yde det bedste i al slags vejr, var FERRET udrustet med flere sæt forsejl i varierende størrelser, og topsejl kunne sættes i lettere vinde. Lodskutterne fra Plymouth havde deres vagtfelt vest for indsejlingen til Kanalen, hvor de bordede indgående skibe som ønskede lods. Fire eller flere lodser sov og spiste i en rummelig kahyt midtskibs. Mandskabet på fire logerede i et rum agten for masten, mens pladsen under fordækket udnyttedes til stuvning af sejl og anden beholdning. En jolle var surret til dækket midtskibs. Ved at fjerne en løs sektion i skanseklædningen, kunne man med en talje fastgjort til mærset svinge båden ud over siden og sætte den på vandet. To mand roede lodsen til eller fra det ventende skib. En udmattende og risikabel - til tider livsfarlig - del af besætningens arbejde. Om vinteren var det almindeligt at Plymouth-kutterne mindskede rigning. En kort topstang og et kortere bovspryd blev rigget til. og i stedet for storsejlet sattes et mindre gaffelsejl uden en bom. De sejlfarende lodskuttere fra indsejlingen til den Engelske Kanal blev færre og færre i tiden op til 1914, og forsvandt siden helt.   Indisk lodsbrig FAME Briggen var anerkendt af sømænd som den mest håndterbare af de forskellige typer råsejlsrigning. Den blev foretrukket af lodserne fra Hoogly-floden ved Calcutta, da Indien var under britisk herredømme. Der var en betydelig skibstrafik på Calcuttas havn, og en række brigskibe blev bygget til lodstjeneste fra slutningen af det 18. århundrede. De to sidste, ALICE og FAME, blev søsat fra den Kongelige Indiske Marines værft i Bombay. De principielle dimensioner var for FAME´s vedkommende 137 fod overalt, 116 fod og seks tommer i vandlinien, 25 fods bredde, tolv fod og seks tommer i dybgang. Både ALICE og FAME var kompositbyggede, det vil sige køl og spanter i stål, beklædt med teaktræsplanker. Briggens rigning med råsejl på begge master gjorde fartøjet i stand til hurtigt at brase bak og manøvrere behændigt, når bådene skulle sættes på vandet eller tages ombord. En 20 fods båd var anbragt i davitter i hver side agter. Hoogly-lodsbriggens bemærkelsesværdige størrelse var dikteret dels af det nødvendige antal lodser til betjening af den travle havn, og af de krævende vejrforhold på oceanet ud for floden. Overbevisende sejlegenskaber var essentielle. Ombord havde man friskt kød i form af får i en sti under dækket, og høns i bure langs skandækket. Lodsbriggen var bemandet med britiske officerer og indisk besætning. Da de måtte vige for dampdrevne lodsfartøjer, blev FAME indrettet til fyrskib, og overlevede som sådant til ind i 1940'erne. På billedet ser vi briggen manøvrere, efter den har sat en båd på vandet med lods til et ventende skib.   Lodsgiggen fra Bermuda Bermuda-øerne ligger isoleret i Atlanten, omgivet af det dybe ocean. Inden for skærene er der udstrakte rev med smalle løb, der fører til de vigtigste ankerpladser. Lodsbådene fra Bermuda var små på grund af de forholdsvis korte distancer, det var nødvendigt at tilbagelægge uden for skærene, når indgående skibe skulle bordes. Bådene var gerne 18-27 fod lange, rigget som slup med det triangulære storsejl fra den oprindelige Bermuda-rig, og et forsejl på et bovspryd. Mandskabet var ofte farvede indfødte, der sejlede bådene med stor dygtighed. I pænt vejr kunne de besejle farvandet uden for skærene. Disse slupper rivaliserede i lodstjenesten med en hurtig, roet og sejlførende, åben bådtype kendt som en gig. Typen kunne ses på de engelske kyster og andre steder. De lange, smalle fartøjer blev roet af seks og nogle gange otte roere. Sejl kunne rigges, når vinden var agten for tværs, men bådene egnede sig ikke til sejlads op mod vinden, hvor man kom hurtigere frem ved at bruge årerne. En af de sidste lodsgigge fra Bermuda søsattes i 1904. Den var 33 fod lang og 5 fod bred, tegnet af den amerikanske bådbygger Chester A. Nedwidek. Han studerede den tidligere Bermuda-gig og de lokale forhold, før han udførte sit fine eksemplar for Edgar H. Gibson, assistent på Gibbs Hill-fyrtårnet, Bermuda. Riggen med to Bermuda-sejl og et forsejl var karakteristisk. Sejlarealet var begrænset; afpasset til bådens skrog uden ballast. Giggen red som en havfugl på oceanets dønninger, når den gik op mod søerne mellem skærene for at møde den indkommende damper fra New York.   Sydney-lodsernes hvalbåde En tid anvendte lodserne i Sydney åbne hvalbåde, drevet frem med årer og sejl. De spidsgattede hvalbåde var kendt viden om som nogle af de mest sødygtige åbne både overhovedet. Hvalbåden udvikledes i det håndførte harpun-fiskeris velmagtsdage gennem det 18. og 19. århundrede, hvor de opererede enten fra kysten eller fra større hvalskibe. De kunne ros af fire, fem eller flere mænd ved årerne, og de klarede sig udmærket for sejl, selv om de sædvanligvis var hurtigere at ro lige mod vinden frem for at krydse. Ud over deres brug i hvalfiskeriet blev bådene i varierende form og størrelse anvendt til andre formål. Hvalbåden var et passende valg som lodsbåd til det ofte barske farvand ved Sydney- indsejlingen. Lodserne riggede af og til bådene med et luggersejl og et forsejl. Andre både førte et sprydsejl, og nogle var forsynet med sænkekøl, som forbedrede evnen til sejlads mod vinden. Når man roede sig frem, styredes gerne med en åre over låringen, mens et ror var foretrukket under sejl. En typisk hvalbåd var godt 30 fod lang og godt 6 fod bred. Stævnprofilerne var rundede, og det næsten symmetriske skrog for og agter gjorde det nemt at bakke båden med årerne; en værdifuld egenskab i såvel hvalfangst som lodstjeneste, når båden skulle på siden af skibene i hårdt vejr. Hvalbådene var sædvanligvis kravelbyggede i modsætning til de lidt mindre både, hvor klinkbygning er at foretrække. Hvalbådens rig kunne hurtigt sættes og tages af vejen efter ordre fra bådstyreren, som havde kommandoen. De kunne også slæbes i fart efter et andet skib med rimelig sikkerhed. I de senere år fik Sydney-lodserne dampdrevne kuttere, men stadig skulle lodserne ros til og fra skibene i mindre bordingsbåde, og denne kunst udførtes ved Sydney lige så længe som andre steder. Illustrationen viser Sydney lodsens hvalbåd på hold af den berømte clipper CUTTY SARK, der efter sin korte tid i den legendariske thefart gik på Australien sidst i 1880´erne.