|
Grønlandsfarten 1900 til 1950 Historisk har besejlingen af Grønland siden 1774 været styret af den danske stat, senest under navnet Kongelige Grønlandske Handel. Hovedsageligt var det statens egne skibe, der besejlede de grønlandske kolonier, men ofte måtte man supplere tonnagen ved at chartre andre hovedsageligt danske skibe. Nordatlanten er barsk med sine hyppige storme, og under den grønlandske kyst havde man tillige is, tåge, snefog og kulde at kæmpe imod. De tidligste skibe var ganske små, mellem 50 og 400 tons lasteevne. Det var en hård og krævende fart, som også har kostet mange skibe og menneskeliv. l slutningen af 1800-tallet blev dampmaskinen introduceret i grønlandsfarten, men kun som hjælpemaskine. Sejlføring blev bibeholdt. Ved 1900-årenes begyndelse var der stadig syv rene sejlskibe tilbage, men de fleste var gamle og udslidte, og de sidste blev oplagt og senere solgt i 1926. Derefter skulle der gå 11 år, før man gik over til det rent maskindrevne skib, men sejlskibe med hjælpemaskine som s/s GODTHAAB og s/s GUSTAV HOLM, s/s HANS EGEDE og s/s GERTRUD RASK fortsatte deres regelmæssige rejser. I 1924 indkøbte Grønlands Styrelse sit første motorskib, SVÆRDFISKEN, en firemastet skonnert, som havde en hjælpemotor på 190 HK. Skibet skulle benyttes som flænseskib til hjælp for hvalfangeren s/s SONJA, og det blev udstyret med en dampkedel på dækket. Der var gode grunde til at bibeholde sejlføring. Man reducerede forbruget af brændstof, og man kunne jo ikke supplere på Grønland, og løb man helt ud for brændstof, kunne man klare turen hjem for sejl. I 1927 gik man imidlertid over til "full-power", da man modtog det den gang meget moderne passagermotorskib m/s DISKO. l grønlandsfarten var der endnu et skib, som blev kendt af mange, nemlig s/s JILIUS THOMSEN, som besejlede kryolitminen Ivigtut, både med passagerer og last. Grønlandsskibene var eftertragtede, både af officerer og menige. Hyren var god, og forplejningen var bedre end i de fleste andre skibe. Hvad der særlig tiltrak var, at skibene om vinteren lå oplagt på Grønlandske Handels Plads på Christianshavn, og denne tid blev udnyttet til reparation og vedligehold af sejl, rigning og andet materiel. Man arbejdede på skibene om dagen, men man kunne gå hjem om aftenen. Man afsejlede om foråret i marts, og sidste skib skulle helst være hjemme inden december. Efter introduktion af maskinkraften gjorde skibene mellem 2 og 4 rejser om året. De første og de sidste rejser omkring jævndøgnene kunne være sårdeles hårde, og ofte måtte skibene ligge underdrejet i dagevis, og man dæmpede søen med tran. l søen gik man toskiftet vagt - altså gennemsnitligt 12 timers arbejde. En mand til rors - i storm ofte to, en anden mand på udkig og en tredie på fløjtetørn. Han løb øjeblikkelig til vagthavende styrmand, hvis denne fløjtede, og fik så besked om, hvad styrmanden ønskede udført. l dårligt vejr mønstrede vagten i oliebukser, oliejakke og sydvest. Ferskvand var ofte strengt rationeret, men der var som regel en pøs "nævevand", når vagten var forbi, for det var vigtigt, at søfolkene fik vasket saltet af hænderne efter vagten. Ellers fik man sår eller bylder på hænderne. Når det regnede samlede man vand i pøse ophængt under sejlene. Der blev hvis muligt holdt ild i kabyssen døgnet igennem, og ved vagtskifte om natten blev der lavet kaffe både til officerer og mandskab. Besætningens størrelse varierede fra skib til skib, men bestod altid af kaptajn, 2 styrmænd, hovmester, kok eventuelt koksmat og messedreng, bådsmand, tømrer, 4-6 matroser, 2 letmatroser, 2 ungmænd og et par drenge. l dampskibene var der desuden maskinmestre, maskinassistenter og fyrbødere. Med radioens tilgang, også en telegrafist, og i passagerskibene kahytsjomfruer. Det var drengenes job at gøre rent, hente mad, servere og vaske op. De purrede også frivagten, så denne kunne nå at spise (skaffe), før der skulle aflåses på dækket. Ellers deltog de i det almindelige skibsarbejde og vagterne. Ved vanskelige sejlmanøvrer under storm var alle mand på dæk. Ved ankomst til Grønland blev der fortøjet med 2 ankre forude og 4-5 trosser eller wirer agter. Der var anbragt mærker for, hvor ankrene skulle kastes, og der var svære stålpæle mejslet ned i klipperne til fortøjningerne. En båd fra kolonien hjalp som regel med at bringe fortøjningerne i land. Hvilke laster sejlede man med? Ja, det var fra Danmark snart sagt alt, hvad der behøvedes for at overleve i det barske klima. Man lastede byggemateriale og proviant som mel, skonrogger, sukker, konserves, forskellige slags tøj og naturligvis nydelsesmidler som tobak, øl, vin og spiritus. Man medbragte også skydevåben og ammunition til jagt, og dette sidste blev grundet brandfaren først indtaget efter afsejling ude på Københavns red. Der fragtedes også petroleum i tønder. Fra Grønland hjemfragtedes skind, dun, hvalrostand, narhvaltand, tørret fisk, fiskekonserves og kryolit, men den største eksportvare var tønder med tran, både af nyfangede dyr og noget, der kaldtes ådselstran, som hjemme blev raffineret og brugt i forskellig Industri. På Grønland måtte skibets besætning arbejde som havnearbejdere ved losning og lastning, men der blev udlånt sejldugsdragter til lastarbejde. Der blev også antaget grønlandske daglejere, som skulle have kosten om bord. Den var spartansk: Om morgenen kl. 8 fik de et blikkrus med te og puddersukker samt skonrogger, som de modtog i deres kasket eller anden hovedbeklædning. Til middag en blikskål suppe, som spistes med træske. Suppen var den ene dag kogt på ærter, den næste dag på tørret frugt og gryn. Om aftenen atter te og skonrogger. Ikke mærkeligt, at daglejerne gerne aftog resterne fra besætningens måltider. De fik også en dagløn, men den var lille, ca. en krone om dagen. Foruden lastning og losning udførte besætningen forefaldende skibsarbejde, og om aftenen blev en mand udpeget som vagtmand. Ofte blev han assisteret af en grønlænder, som så hjalp med at holde bådforbindelse med land. Efter udskejning (fyraften) vaskede de menige sømænd sig på dækket, officererne i deres kamre, og så var der landgang for alle, der havde fri, men kun til kl. 22.00, og man skulle bære uniform. Den bestod hos de menige af en sweater med "Grønland" på brystet, holmensbukser og stortrøje med guldknapper samt rundhue med påskrift "Grønland". Ofte var der "dansemik", enten ude i det frie eller i et tømrer- eller bødkerværksted eller lignende, og musikken var harmonika eller en enkelt violin, senere rejsegrammofon. Der blev hujet, leet og trampet. Grønlænderne er meget lattermilde. Der skulle ofte indtages ferskvand under havneopholdet, og det foregik ved at man anbragte en sejldugssæk i jollens bund. Sækken var syet, så den passede til jollen. Man lagde så en slange med tragt op i en bæk, så vandet kunne løbe ud i sejldugssækken. Den lækkede lidt, medens den var tør, men den blev hurtigt tæt. Ved skibet blev vandet pumpet over i skibets tank. Der var ofte passagerer med, både i de skibe, som var indrettet til det, og i de almindelige fragtskibe. Man tog det ikke så nøje i denne fart. Komforten var kun nødtørftig, og søsyge var noget man kendte til, før søsygetabletten blev opfundet og lufttrafikken blev indført. Hjemrejserne var gennemsnitligt hurtigere end oprejserne. Den fremherskende vestlige vind gav både de maskindrevne og den sejlførende en bedre gennemsnitsfart for østgående, og hjemrejserne blev benyttet til at male og gøre skibet presentabelt før man atter "havde Kronborg om styrbord". Ankomsten til København blev som regel tilpasset, så man fortøjede kl. 10.00, ligesom afgangen også foregik kl. 10.00. Det var ikke sjældent, at både afsejling og hjemkomst havde pressens bevågenhed, når notabiliteter skulle afrejse til eller kom hjem fra den store ø. Sidste verdenskrig 1939-45 ramte også Grønlandske Handel hårdt. Kun GERTRUD RASK og HANS EGEDE kom af sted før den 9. april 1940, og ingen af dem kom hjem, begge forliste. HANS EGEDE endda med alle mand. Kryolitselskabets JULIUS THOMSEN, "JUTHO", kom også af sted, og dette skib klarede mange rejser mellem Grønland og USA. Efter krigen byggede J. Lauritsen med stor succes specialskibe til issejlads, og fra midten af 1900-årene besejlede stålskibe også Grønlands østkyst gennem storisen. Disse skibe har også gjort sig bemærkede ved sejlads på Antarktis. S. Thirslund Materialet er hovedsageligt fra kaptajn R. Tvings bog TRÆK AF GRØNLANDSFARTEN, og Jens Friis-Pedersens bog SEJLSKIBE, DE SIDSTE I GRØNLANDSFARTEN, men er krydret med egne erfaringer fra 5 års sejlads på Grønland.
HEMPEL ønsker at takke følgende for at have stillet deres kompetence til rådighed under udformning af denne kalender. Søren Thirslund, Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg. |
|